Det ustadige i arkitekturen

Det er min afhandlings hovedproblematik at samfundets forandringshastighed vokser, og det er

min afhandlings hovedanfægtelse at det i dag er en af arkitekturens vigtigste opgaver at forholde

sig til dette. Vi kan som arkitekter kun i begrænset omfang, eller højst sandsynligt slet ikke, styre,

hvordan den arkitektur vi konciperer, anvendes og forstås over tid. Dette problem er med

fremkomsten af det moderne/postmoderne samfund i de sidste par hundrede år, blevet mere og

mere udtalt som følge af den voldsomt forøgede forandringshastighed og det deraf følgende høje

kompleksitetsniveau, hvorfor vi i dag, i stedet for at forsøge at beherske og organisere det sociale

indhold som arkitekturen muliggør og giver plads til, måske i højere grad må tilrettelægge

arkitekturen som åbne rammeværker - som rammer omkring, og i dialog med, et foranderligt

socialt indhold.

 

Det er en af min afhandlings pointer, at arkitekturen kun i begrænset omfang evner at svare den

omskiftelige virkelighed med noget, der har bestandighed, og i stedet for at begræde denne

arkitekturens permanente “krise“, der gør ethvert værk midlertidigt og begrænset, ser

afhandlingen i stedet en udfordring og en nødvendighed i at betragte arkitekturens “evige

opbrud“, ikke som en mangel eller et tab, men som en ressource, der kan (må) strømme igennem

arkitekturen. Dermed ikke sagt, at forandring i sig selv er en kvalitet, afhandlingen betragter

derimod det foranderlige, det ustadige, som et uomgængeligt vilkår, der må kvalificeres på bedste

vis. Min afhandling fremhæver derfor primært strategier og værker, der, selvsagt, giver plads til

foranderlighed på et brugsmæssigt plan, men som også vil tolke, bearbejde, tænke, udtrykke og

give betydning til dette, som eksistentielt diskuterende udsagn om/til verden - som mere end det

blot umiddelbart nyttige, og på den måde forsøge at leve op til, og kvalificere, arkitekturens

dobbeltkarakter som brugskunst - som både brug og kunst. Udsagn, der på et brugs- såvel som

betydningsmæssigt plan forsøger at give os kvalificeret plads og evne til at tænke og nærme os

en forståelse, og dermed også en højere grad af selvbesindelse og refleksiv frihed, som måske

kan føre os videre og åbne for alternativer. Det er en af min afhandlings væsentlige pointer og

anfægtelser, at dette ikke kan ske på baggrund af neutrale, ikke-kvalificerede rum, eller rum

determineret af/i en simplificeret orden, men at det muligvis har en chance i rum, der forsøger at

korrelere til verden. Rum som er søgt kvalificeret i/som ”verdensparallelle” virkelighedstolkninger,

rum der indeholder virkelighedskompleksitet og en udvekslende relation mellem orden og uorden,

og som ikke ser sig tilfreds med at plædere for principper, der vil styre verden ved at gå bagom,

foran, over, under eller på anden vis uden for verden, men værker/strategier der virker som og i

verdens kompleksitet og foranderlighed.

 

Min afhandlings felt åbner og udfolder det foranderligheds-”problem”, som tiden giver os, og som

funktionalismen måske fortrængte i sin søgen efter den bedste/endelige løsning, og som megen

nutidig arkitektur stadig fortrænger. Min afhandlings operationalitet ligger ikke så meget i

udviklingen af metoder, strategier, systemer eller redskaber til direkte brug i arkitektfagets

byggende praksis, men først og fremmest i en sproglig bevidsthedsgørelse, der forhåbentlig kan

hjælpe til en højere grad af refleksiv frihed, selvbesindelse og erfaringsfunderet dømmekraft. En

bevidsthedsgørelse omkring pragmatiske såvel som eksistentielle/filosofiske sider af

arkitekturens forhold til, og rolle i, en ustadig og kompleks virkelighed. Ambitionen er i højere grad

et forsøg på at påvirke og ændre den måde, vi forstår og taler om arkitektur på, og heri ligger

forhåbentlig afhandlingens brugbarhed og virkningseffekt.