Det ustadige i arkitekturen

    Publikation: Bog / Antologi / Afhandling / RapportPh.d.-afhandling

    4372 Downloads (Pure)

    Abstract

    Det er min afhandlings hovedproblematik at samfundets forandringshastighed vokser, og det er

    min afhandlings hovedanfægtelse at det i dag er en af arkitekturens vigtigste opgaver at forholde

    sig til dette. Vi kan som arkitekter kun i begrænset omfang, eller højst sandsynligt slet ikke, styre,

    hvordan den arkitektur vi konciperer, anvendes og forstås over tid. Dette problem er med

    fremkomsten af det moderne/postmoderne samfund i de sidste par hundrede år, blevet mere og

    mere udtalt som følge af den voldsomt forøgede forandringshastighed og det deraf følgende høje

    kompleksitetsniveau, hvorfor vi i dag, i stedet for at forsøge at beherske og organisere det sociale

    indhold som arkitekturen muliggør og giver plads til, måske i højere grad må tilrettelægge

    arkitekturen som åbne rammeværker - som rammer omkring, og i dialog med, et foranderligt

    socialt indhold.

     

    Det er en af min afhandlings pointer, at arkitekturen kun i begrænset omfang evner at svare den

    omskiftelige virkelighed med noget, der har bestandighed, og i stedet for at begræde denne

    arkitekturens permanente “krise“, der gør ethvert værk midlertidigt og begrænset, ser

    afhandlingen i stedet en udfordring og en nødvendighed i at betragte arkitekturens “evige

    opbrud“, ikke som en mangel eller et tab, men som en ressource, der kan (må) strømme igennem

    arkitekturen. Dermed ikke sagt, at forandring i sig selv er en kvalitet, afhandlingen betragter

    derimod det foranderlige, det ustadige, som et uomgængeligt vilkår, der må kvalificeres på bedste

    vis. Min afhandling fremhæver derfor primært strategier og værker, der, selvsagt, giver plads til

    foranderlighed på et brugsmæssigt plan, men som også vil tolke, bearbejde, tænke, udtrykke og

    give betydning til dette, som eksistentielt diskuterende udsagn om/til verden - som mere end det

    blot umiddelbart nyttige, og på den måde forsøge at leve op til, og kvalificere, arkitekturens

    dobbeltkarakter som brugskunst - som både brug og kunst. Udsagn, der på et brugs- såvel som

    betydningsmæssigt plan forsøger at give os kvalificeret plads og evne til at tænke og nærme os

    en forståelse, og dermed også en højere grad af selvbesindelse og refleksiv frihed, som måske

    kan føre os videre og åbne for alternativer. Det er en af min afhandlings væsentlige pointer og

    anfægtelser, at dette ikke kan ske på baggrund af neutrale, ikke-kvalificerede rum, eller rum

    determineret af/i en simplificeret orden, men at det muligvis har en chance i rum, der forsøger at

    korrelere til verden. Rum som er søgt kvalificeret i/som ”verdensparallelle” virkelighedstolkninger,

    rum der indeholder virkelighedskompleksitet og en udvekslende relation mellem orden og uorden,

    og som ikke ser sig tilfreds med at plædere for principper, der vil styre verden ved at gå bagom,

    foran, over, under eller på anden vis uden for verden, men værker/strategier der virker som og i

    verdens kompleksitet og foranderlighed.

     

    Min afhandlings felt åbner og udfolder det foranderligheds-”problem”, som tiden giver os, og som

    funktionalismen måske fortrængte i sin søgen efter den bedste/endelige løsning, og som megen

    nutidig arkitektur stadig fortrænger. Min afhandlings operationalitet ligger ikke så meget i

    udviklingen af metoder, strategier, systemer eller redskaber til direkte brug i arkitektfagets

    byggende praksis, men først og fremmest i en sproglig bevidsthedsgørelse, der forhåbentlig kan

    hjælpe til en højere grad af refleksiv frihed, selvbesindelse og erfaringsfunderet dømmekraft. En

    bevidsthedsgørelse omkring pragmatiske såvel som eksistentielle/filosofiske sider af

    arkitekturens forhold til, og rolle i, en ustadig og kompleks virkelighed. Ambitionen er i højere grad

    et forsøg på at påvirke og ændre den måde, vi forstår og taler om arkitektur på, og heri ligger

    forhåbentlig afhandlingens brugbarhed og virkningseffekt.

     

     

    OriginalsprogDansk
    UdgivelsesstedKbh.
    ForlagKunstakademiets Arkitektskoles Forlag
    Vol/bind1
    Udgave1
    Antal sider231
    ISBN (Trykt)87-7830-111-4
    StatusUdgivet - 2005

    Emneord

    • Arkitektur
    • Foranderlighed

    Kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV)

    • Nej

    Citationsformater