Biodiversitetens Byer: om naturbygning i dansk byplanlægning

Publications: Book / Anthology / Thesis / ReportPh.D. thesis

Abstract

Den typiske planlægning for artsbeskyttelse og biodiversitet lægger op til udpegning af særlige zoner og reservater i det, vi så vælger at kalde natur. Men dyr og planter kigger ikke på zonekort - de kigger efter habitater. Samtidig synes byernes grønne friarealer ofte uinspirerede og nyttesløse.

EU- og FN-traktater er i 2010 blevet genforhandlet for at standse det globale fald i den biologiske mangfoldighed. En af de store forhindringer for succes er dog, at store naturprojekter er økonomisk dyre, og naturplanlægning ofte anses som værende i konflikt med anden brug. For byplanlægningen er det store spørgsmål: Hvordan kan en formgivning og planlægning af vore omgivelser understøtte en global ambition om bevarelse af biologisk mangfoldighed, og hvilke arkitektoniske konsekvenser har dette?

Parallelt hermed er to retninger inden for byteorien kommet frem. Her tænkes især på den såkaldte landscape urbanism og dens nyere sidegren ecological urbanism samt den tyske zwischenstadt-tilgang. Inden for disse ’-ismer’ ses landskabsarkitekturen og –planlægningen som ramme for både bymæssige og naturmæssige programmer. Som resultat af dette, bliver de byen og landskaber gensidigt afhængige. Denne afhandling omhandler netop planlægningen af vore byers landskaber, men med et særligt fokus på biodiversitet.

Landscape urbanism og ecological urbanism trækker på såvel postmoderne arkitekturstrømninger fra 1980’erne som landskabsøkologi. Der trækkes på landskabsøkologerne fra Ian McHarg i 1960’erne til Richard Forman i 1990’erne, og på arkitekterne Rem Koolhaas og Bernard Tschumi i 1980’erne til landskabsarkitekter som Charles Waldheim og James Corner i 2000’erne. Hovedfokus er ikke på det konkret byggede og forudsete, men lægges i stedet på at starte processen korrekt og løbende justere. Der lægges vægt på, at de arkitektoniske ambitioner bedst tilfredsstilles ved at manøvrere dygtigt, snarere end at ankomme korrekt. Til dette benyttes landskabsarkitekturen, som dét der kan strukturere byudvikling. Zwischenstadt-tilgangen rummer en høj grad af overlap, men rummer i højere grad en bydiskussion, ligesom den i høj grad også rummer en diskussion vedrørende landskabs- og natursyn, som ses hos Thomas Sieverts og Martin Prominski.

Gennem arkitektonisk og landskabsøkologisk analyse af en række cases, afdækker jeg arkitekters og landskabsarkitekters arbejde med emnet og diversitetens æstetik. Disse cases spænder fra midtbyer til det åbne land, og fra have- til planlægningsskala. Der gåes særligt i dybden med tre danske arkitektkonkurrencer afholdt i 2012: Ålborg Øst, Vejle Søndermark og Kokkedal. Hertil kommer en perspektivering med en række projekter der på forskellig vis perspektiverer analysen af de primære cases. Disse tre primære cases kontekstualiseres af det danske planlægningssystem som gennemgår en analyse for at afdække styrker og svagheder i forhold til at fremme biodiversiteten i en bymæssig kontekst.

Af analysen fremgår det, at der primært er fem hovedpointer der gør sig gældende i aktuel dansk byplanlægningspraksis med hensyn til fremme af biodiversitet. For det første er det for flere af forslagene et misforhold mellem det tegnede, og det påstpede landskabsøkologiske effekt. For det andet at der bør inddrages en højere grad af landskabsøkologisk faglighed i såvel konkurrenceteams som bedømmelseskommite. For det tredje er der en udfordring med hensyn til representationsformerne. Dels er collagerne for løfterige og dels er der for stor redundans mellem skalatrin med hensyn til landskabsdelen af projekterne, ligesom der opereres med konventionelle representationsformer. For det fjerde er der arbejdet der ligger rundt om selve konkurrencen og i dommerkomiteens arbejde. Hvis ikke biodiversiteten tillægges en specifik definition og en værdi i program og bedømmelse, er der større risiko for at den ikke prioriteres i projektforslaget. Endelig ligger der et problem med de automat-reaktioner som der ligger i naturbeskyttelsesloven, ligesom kommuneplan- og lokalplankatalogerne rummer potentialer til at blive større tilskud til en kvalificeret naturplanlægning.
Hvad enten man er offentligt ansat planlægger eller privat rådgiver, er der et handlingsrum til højnelse af biodiversitet. Det er en misforståelse at tro, at naturplanlægning kun skal klares i en overordnet skala uden for byen. Dette er lige så forkert som at lade som om vi ikke dominerer vores omgivelser gennem fortætning af byer. Inddragelse af biodviersitet i byplanlægning præsenterer istedet en alternativ bæredygtighedsstrategi. En forøget viden om landskabsøkologiske principper kan indgå i såvel kommune- og lokalplanlægning som helt konkret udformning af bebyggelsesplaner og grønne friarealer. Derfor kan, og bør, den bringes i anvendelse i bymæssige kontekster. Til gavn for såvel dyr og planter som mennesker.
Original languageDanish
Number of pages314
Publication statusPublished - 2014

Artistic research

  • No

Cite this