Hvordan vi kan leve – ikke bare ved – men med havet

Description

Den urbane kystlinje er et omstridt sted, der markerer mødet mellem hav og by. I århundreder har kystbyerne udvidet sig og overtaget områder, hvor der engang var hav. Disse landvindinger har ødelagt habitater for planter og dyr, mindsket biodiversiteten og ikke mindst forurenet vandet. 

Havet har med andre ord været et sted, som den gængse form for byudvikling har kunnet udnytte til egen vinding. Imidlertid er et endnu mere grundlæggende problem med vores nuværende udvikling af kystbyernes havnefronter, at de ikke er i stand til at imødekomme de vandstandsstigninger, der opstår som konsekvens af klimaforandringerne. Hertil kommer også det faktum, at vores måde at planlægge mødet mellem by og hav ikke fordrer andre måder at forholde sig til havet på. 

I dag er et nyt vilkår dog det, at havet nu er begyndt at svare igen med vandstandsstigninger og hyppigere stormfloder, som opstår på grund af klimaforandringerne. Indtil videre har den primære måde at håndtere denne udfordring bestået i at bygge forsvarsorienterede og mekaniske kystsikringer, der kan kontrollere vandet ved at holde det ude, som man eksempelvis ser det med havnemure og pumper. 

Disse tiltag er alle symptomer på den reaktionære – snarere end proaktive – tilgang, der karakteriserer vores måde at adressere klimaforandringer i byerne på.

Kan man gentænke kystnær byudvikling?

Som et alternativ til denne form for kystsikring præsenterer jeg i min afhandling ’Urban Seascaping’, som jeg forsvarede i marts 2023, et forsøg på at gentænke byudvikling ved kysterne. Intentionen med projektet var at udforske, hvordan havet kan gøres til en aktiv del af det sociokulturelle bylandskab og dets fremtidssikring. I øjeblikket er naturbaserede løsninger på klimatilpasning i fremvækst, ligesom den grønne omstilling af vores havnebyer er blevet mere vigtig end nogensinde før – særligt i lyset af de hurtigt fremstormende deadlines, der er givet af IPCC og Parisaftalen. 

Her er fordelene ved naturbaserede løsninger mange; De kan reducere de værste effekter af stormfloder og erosion ved kysterne. De kan også indfange CO2 og producere oxygen. Og de kan filtrere forurenet vand og dermed skabe habitater for biodiversitet. Med dette afsæt forsøger ph.d.-afhandling at svare på følgende spørgsmål: 
Hvordan kan kystbyer i Danmark integrere havet og dets livsformer på måder, der kan bidrage til at gentænke byudvikling i lyset af vandstandsstigninger og hyppigere stormfloder?

Design-forskeres input er savnet

I den eksisterende forskning på området er det typisk fagfolk som ingeniører eller biologer, der har beskæftiget sig med den omskiftelige kontaktflade mellem by og hav. Afhængigt af hvem af de to grupper, man spørger, vil fokus typisk ligge på enten kystsikring eller naturgenopretning. Til gengæld er forskning fra designdisciplinerne sværere at få øje på.

Det er et problem, eftersom der netop er behov for kompetencer, der kan igangsætte den transdisciplinære og holistiske tilgang, som udviklingen ved kystlinjen kalder på. I et forsøg på at fylde dette vidensvacuum er der i de seneste årtier blusset en række nye forskningsfelter op som blue urbanism, coastal urbanism og urban ecology. 

I sit forsøg på at udforske, hvad disse discipliner kan tilbyde kystudviklingen i byerne, stiller afhandlingen følgende to underspørgsmål, der netop fokuserer på, hvordan den transdisciplinære tilgang kan imødekomme vandstandsstigningernes kompleksitet:

Hvordan kan forskning i designmetoder og de rumorienterede designdiscipliner (”spatial design disciplines”) som eksempelvis landskabsarkitektur, byplanlægning og design bidrage til håndteringen af den omskiftelige rumlige grænse mellem by og hav, menneske og ikke menneske, i lyset af klimaforandringer? 

Hvilke repræsentationsorienterede analyseværktøjer kan disse discipliner benytte sig af i forsøget på at adressere dette spørgsmål?

Indtil videre har forskningen inden for dette felt primært fokuseret på potentialet i at genetablere ålegræs, saltmarsk og eng. I modsætning eksisterer der nærmest ingen forskning i potentialet af tang i denne kontekst. 

Dette er et problem, eftersom tang besidder adskillige positive egenskaber, herunder dens mange funktioner som en ecosystem service (tang renser vandet, luften og miljøet). Hertil kommer tangs indflydelse på menneskers kultur, hvor tang blandt andet benyttes i gastronomiske sammenhænge som sund og bæredygtig kost samt i medicin, kosmetik og bioplastik for at nævne et par eksempler. Af denne grund spørger afhandlingen særligt ind til, hvad tang kan bringe til bordet, når det kommer til vores udvikling og gentænkning af kysten i byen. 

Således er en af grundtankerne i begrebet ’Urban Seascaping’ spørgsmålet om, hvordan tang kan integreres på lige fod med blomster, træer og andre elementer i kystbyens designede landskab. Hensigten med netop dette eksperiment består dermed i at finde nye måder, hvorpå vi kan udfordre den dualisme, der adskiller kystbyens befolkning fra det hav, der omgiver dem.

Fire principper som rettesnor

Med dette sigte introducerer jeg i afhandlingen fire principper, der alle er vigtige at tage højde for, når der skal træffes beslutninger om havnefronternes udvikling. Det første princip har afsæt i et spirende felt og praksis ved navn multispecies urbanism, som er udviklet af Debra Solomon. Dette felt fremhæver, at byer ikke blot bør designes efter en menneskelig befolkning, men altså også alle de ikke-menneskelige arter (dyr og planter), der bor i vores byer. 

I den forbindelse søger afhandlingen at udvide parametrene for vores designtænkning, således at de også inkluderer havets arter (herunder tang). Tang og andre ikke-menneskelige livsformer adresseres således i afhandlingen som en art ’design client’ og som en retmæssig borger i kystbyerne. Det andet princip involverer en mere radikal tilgang til kystudvikling. Med dette forslag argumenterer afhandlingen for, at det er på tide at tilsidesætte den gængse tilgang til byudvikling, hvor landvindinger tager områder fra havet, og i stedet invitere havet – dets arter og dets kræfter – ind i byerne. 

Hermed er tanken at omdanne havnefronterne til hybride og dynamiske steder, hvor både land og hav kan være til stede. Det tredje princip understreger nødvendigheden af at erstatte vores nuværende forståelse af havnekanten med en zone. Det indebærer blandt andet, at man må adressere de mange forbindelser og netværk, som vandet udgør på land i form af åer og vandløb. 

En afledt konsekvens af dette princip bliver, at den konventionelle idé om et ’site’ som et afgrænset område, hvori der skal interveneres, ikke længere er gangbar. Det fjerde og sidste princip fremhæver vigtigheden i at gøre det usynlige synligt. For mange menneskelige byboere er havets natur ikke tilgængeligt for det blotte øje, hvorfor det ofte ender med at blive ignoreret. Dette princip udfordrer således den tendens, man har i den nuværende byplanlægning til at ekskludere havets væsner fra vores beslutninger, for i stedet bringe disse til syne, således at de kan medtænkes i vores udviklinger langs kysten.

Behov for transdisciplinær tankegang

Igennem en række analyser af disse fire principper og deres tilhørende casestudier peger afhandlingen på vigtigheden af den transdisciplinære tilgang til kystsikring i byerne. 

Ligeledes understreger afhandlingen potentialet i at integrere livet under havet mere direkte i vores byudvikling – en integration, som jeg hævder, vil kunne komme både mennesker såvel som andre livsformer til gavn. Med sin undersøgelse af tangets potentiale bidrager afhandlingen således med nye teorier og perspektiver, der vil være til gavn for den igangværende forskning inden for ’blue urbanism’ og ’coastal urbanism’. 

Her lyder tesen altså at tang kan spille en lille – men måske alligevel betydelig – rolle i det store puslespil, som klimakrisen præsenterer arkitekter, landskabsarkitekter, ingeniører og byplanlæggere med.

 

Translated by Nicolai Skiveren

Edited by Jakob Engelund Vistisen <jev@ing.dk>