Leg og dannelse

I dette kapitel skal jeg undersøge sammenhængen mellem leg og dannelse. Afsættet for undersøgelsen er, at der i vor samtid er en udpræget tendens til at gøre legen til motor for alle mulige udviklingsaktiviteter. Som Claus Holm fra Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet siger i lederen i det pædagogiske tidskrift Asterisk: ”Leg i skolen, leg i klasserummet, ja legende læring i skolen udgør derimod en enorm, seriøs og ubrugt læringsressource – ikke alene med effekter på kreativiteten, men også på den faglige læring” (Holm, 2015, p. 2). Legens værdi gøres altså først og fremmest op i sine effekter. Konsekvenserne er blandt andet, at legen mister sin værdi i sig selv og samtidigt løsrives fra sin tætte forbindelse til dannelse af mennesket. Det er et problem for legen og et problem for forståelsen af dannelse af mennesket. Kapitlet skal gennem legeperspektivet leg som stemningspraksis (Karoff, 2013b; Skovbjerg, 2016) vise, hvordan leg og dannelse er knyttet fundamentalt sammen. Leg og dannelse handler om: 1) at undersøge, hvordan det er at være et menneske, 2) at leve sammen med både sig selv og andre, 3) at møde både det kendte og ukendte i åbenhed, 4) at tilegne sig et bredt repertoire af kulturelle praksisformer, der muliggør deltagelse og ejerskab (Skovbjerg, 2016; Jessen, 2008, Mouritsen, 1996).