Gode intentioner og uregerlige byer

INTRODUKTION: Velfærdspolitik og byudvikling

Velfærdsstatens guldalder

I umiddelbar forlængelse af 2. verdenskrigs afslutning påbegyndtes opbygningen af de europæiske velfærdsstater. De moderne velfærdsidealer, der i særdeleshed blev udbredt i Nordeuropa, opstod ud af de ruiner, som de politiske og økonomiske kriser i 1930'erne og 40'erne havde efterladt. Disse kriser og deres afledte effekter (finanskrak, massearbejdsløshed, sult og krig) havde vist det presserende behov for at opbygge nye samfund, der var mere stabile og havde en mere lige fordeling af ressourcerne. De politiske visioner, der formuleredes, befandt sig inden for rammerne af den fornuftstænkning og rationalitet, som havde påvirket europæisk tænkning siden oplysningstiden, men nu i en form, som førte til mere fuldstændige og handlingsrettede politiske programmer. Oplysningens og modernitetens universelle idealer om lighed, retfærdighed og basale rettigheder for alle mennesker var i de første efterkrigsår oplagte at slutte op om som et fælles projekt. Krigen og de økonomiske og politiske kriser, der havde udløst den, var stadig nærværende i de flestes bevidsthed. Under alle omstændigheder opstod der bred opbakning bag tanken om, at en fornyelse af hele samfundsstrukturen var nødvendig for at opnå det fælles mål om stabilitet og velstand.

En central præmis for velfærdsstaternes udvikling var, at industriproduktionen øgedes på bekostning af landbrugsproduktionen, og at byerne blev udviklet som både industrielle og administrative centre. Velfærdsstatsprojektet baseredes på en tro på, at samfundet kunne udtænkes og planlægges, så det fungerede optimalt og rationelt. Den fysiske planlægning reguleret inden for rammerne af nationalstaterne blev et vigtigt redskab i forsøget på at realisere den moderne velfærdsstat. I denne var udbygningen af byerne som moderne industribyer med nye institutioner og faciliteter en central opgave.

Det strukturelle skift fra landbrugs- til industriproduktion og den kraftige vækst, som samfundsøkonomierne efterfølgende opnåede i 1950'erne og 60'erne, resulterede således i en tilsvarende kraftig vækst i byerne. Arkitekter og planlæggere lavede planer og projekter for, hvordan byerne kunne vokse, hvordan nye bydele skulle udformes, og for, hvordan de mennesker, der skulle leve og arbejde i disse byer, kunne gøre det. Samfundsplanlægningen og herunder altså byplanlægningen og arkitekturen fungerede som et redskab, der kunne bruges til at transformere politiske visioner og principprogrammer til virkelighed.

Kritikken af velfærdsstaten

Med væksten i 1950'erne og 60'erne og den relative politiske og økonomiske stabilitet, der fulgte den ustabile periode i 1930'erne og 40'erne, skiftede fokus efterhånden til andre spørgsmål. Den generelle forbedring af levestandarden, nedbringelsen af den strukturelle arbejdsløshed og afskaffelsen af reguleringer i forbruget åbnede for en kritik af konsekvenserne af, at økonomisk vækst og en generaliseret ide om velfærd siden krigsafslutningen havde haft absolut forrang som samfundsmæssigt mål og rationale.

De negative konsekvenser af at planlægge og lovgive efter ideen om et kollektivt værdigrundlag begyndte at dominere diskussionerne om velfærd. Interessen for det enkelte individ og dets muligheder for at realisere sit eget livsprojekt både inden og uden for rammerne af velfærdssystemet begyndte at træde i forgrunden. Den moderne universalistiske etik, baseret på ideer om sammenhængen mellem frihed og lighed, blev kritiseret, og som alternativ udvikledes en partikularistisk etik (baseret på ideer om sammenhængen mellem frihed og retten til forskellighed - om ‘selve livets'[1] forrang for abstrakt erkendelse og generaliserbare principper).

Med dette fulgte en generel skepsis mod systemer, institutioner og permanente strukturer. I stedet idealiseredes det midlertidige og ‘inspirerede' samtidig med, at fremskridtstroen og industrialiseringen af samfundet blev set som en trussel mod mennesket og dets muligheder for udvikling.

Den alment accepterede ide om ‘det gode liv' drejede sig ikke længere om lige adgang til bolig, ordentligt betalt arbejde og uddannelse. ‘Det gode liv' blev i højere grad set som resultatet af en individuelt bevidst æstetiseret livsform.

Spørgsmålet om byernes planlægning og udvikling blev naturligt også inddraget som en del af denne vækst- og rationalitetskritik, ikke mindst fordi velfærdsstaten i høj grad var funderet på en fysisk restrukturering og genopbygning af samfundet baseret på modernistiske planlægningsprincipper. Den modernistiske planlægning var i vid udstrækning baseret på universelle betragtninger om ‘mennesket' og dets generelle behov samt på ideer om, at byer var sociale organismer, der kunne konstrueres og ‘genformuleres' gennem store planer, som skabte nye velfungerende helheder. Som alternativ til dette pegede kritikere i 1960'erne og 70'erne på, at selve ideen om sådan en planlægning og om fuldstændigt moderniserede og rationelt fungerende byer var fremmedgørende for de individer, der skulle bebo dem. Fremtrædende var synspunktet, at der, når alt er fastlagt på forhånd, ikke er plads til den kreative udfoldelse og realisering af de personlige livsprojekter, som på dette tidspunkt begyndte at blive anset som helt centrale for at kunne leve ‘det gode liv'. Samtidigt viste det sig efterhånden, at en helhedsorienteret samfunds- og byplanlægning ikke kunne realiseres i den skala, som politikere eller planlæggere havde forestillet sig i 1940'erne og 50'erne. Velfærdspolitikken var grundlæggende baseret på en kapitalistisk samfundsmodel, hvor den kapital, der skulle bruges til at realisere forandring, ikke var statsligt kontrolleret. Så selvom velfærdsstaternes opbygning i høj grad var baseret på statslig regulering og subsidiepolitik, var udbygningen af de vigtigste dele af ‘velfærdsbyen'[2] (dens bolig- og industriområder) baseret på private eller kooperative investorer som boligforeningerne. Det blev tydeligt, at de modernistiske byplanlæggeres ideer om store sammenhænge og totale bysystemer var næsten umulige at realisere, når investorernes økonomiske formåen og særlige interesser blev medregnet.

Velfærdsstatens tilpasningsperiode

Vækstpolitikken og velfærdssystemernes basering på kapitalisme og markedskræfter havde som konsekvens, at der til stadighed opstod krav og forventninger om både mere velfærd, friere konkurrence og nye markeder, hvor den ekspanderende industriproduktions varer kunne afsættes. Udviklingen af de internationale frihandelsaftaler og ‘fællesmarkeder' som fx EF, EFTA, OECD og GATT var et svar på dette behov og en naturlig konsekvens af kapitalismen som grundlag for samfundsøkonomien. Parallelt med dette udvikledes og udbyggedes kommunikations- og transportinfrastrukturen, sådan at både varer (med udbredelsen af containertrafikken) og mennesker (større tilgængelighed til flyrejser og privat bil) efterhånden gjorde udvekslingen over stadigt stigende distancer mulige. Samtidig gjorde teknologiske udviklinger som satellittelefoni, faxmaskiner og siden internet det muligt i ‘real-time' og med stadigt færre barrierer at kommunikere og handle med en hvilken som helst lokalitet på kloden. Disse faktorer betød en tiltagende internationalisering for både politikken, byerne og arkitekturen. Det forøgede samarbejde og den stigende mobilitet og kommunikation på tværs af lande og regioner kom i løbet af 1980'erne og 90'erne til at underminere mulighederne for på nationalt niveau suverænt at planlægge og kontrollere den økonomiske og fysisk-strukturelle udvikling. Den øgede mobilitet og i særdeleshed arbejdskraftens bevægelighed betød også, at hver enkelt by og region måtte gøre sig særligt konkurrencedygtig for at tiltrække arbejdskraft og investeringer. Konkurrencen på markedsbaserede vilkår og tilpasninger til andre markeder var sammen med fokuseringen på kulturel mangfoldighed og individets mulighed for ‘selvrealisering' det, der ved begyndelsen af det 21. århundrede grundlæggende udgjorde forudsætningerne for byudviklingen.

Den postmoderne urbanisme

Inden for rammerne af denne overordnede udvikling har planlæggere og arkitekter kontinuerligt forsøgt at formulere både professionelle ståsteder og konkrete fysiske modeller for, hvordan byerne bedst indrettes og udvikles. Fra ca. 1960 og fremefter er der inden for arkitektur- og planlægningsområdet blevet formuleret et stort antal mere eller mindre omfattende kritikker af modernismen, der tilsammen konstituerer det, man kan kalde ‘den postmoderne urbanisme'.[3] De bedste baseret på grundige analyser af ganske særlige problematikker, som har været med til at skabe det samlede billede. Jeg refererer her i bogen til en del af dem, der set i mit og bogens perspektiv har været væsentligst.

Fra starten omkring 1960 kunne den postmoderne urbanisme således forstås som en ‘romantisk vending'.[4] Som et udbrud af og en pludselig dominans af den understrøm af tab og længsel efter svundne og bedre tider, som altid har været en uadskillelig del af det moderne projekt. Jane Jacobs, Gordon Cullens og - lidt på kanten af planlægnings- og arkitekturdiskussionen - Situationistgruppens arbejder er i denne sammenhæng centrale. Denne vending, der resulterede i en reorientering af hele planlægningsområdet og blev til det, der nu mest dækkende beskrives som ‘urbanisme', var fra arkitekterne og planlæggernes side et forsøg på at distancere sig fra det, de så som fremmedgørende modernistiske modeller.

Men det er vigtigt også at forstå modernismekritikken i et andet perspektiv end denne ‘romantiske vending'. Det centrale ankepunkt i meget af kritikken var moral-filosofisk og stillede spørgsmålstegn ved rationalitetstænkningens etiske implikationer, når den forvandledes til konkret projekt.

Hvor denne første bølge af kritiske positioner fokuserede på fremmedgørelsen af individet og rationalitetens bagsider, blev spørgsmålet om etik angrebet noget anderledes i en del af de modernismekritiske positioner, der blev formuleret i 1970'erne. Man kan her finde en gruppe af projekter og teoretiske positioner (med omdrejningspunkt omkring henholdsvis Venturi og Scott Browns og Rem Koolhaas' arbejder), der tog udgangspunkt i en afsøgning af de ikke-intenderede eller uplanlagte resultater af moderniseringsprocessen og de principper herfra, der kunne bruges til at formulere nye tilgange til arbejdet med byens fysiske udvikling. Disse arkitekter søgte det mulige i situationen, der på forhånd defineredes som ‘nærmest i orden',[5] og hermed blev spørgsmålet om sammenhængen mellem ‘det gode' og byen for alvor vendt på hovedet i forhold til modernismen. Hvor den tidlige postmoderne kritik fortsatte den moderne tradition for at se arkitekterne og planlæggerne som eksperter, der beskyttede og promoverede både ‘den gode smag' og ‘det gode liv', var fraværet af sådanne forestillinger noget af det, der adskilte det andet modernismekritiske paradigmes arkitekter og planlæggeres tilgang fra det førstes.

Den postmoderne urbanisme, som siden begyndelsen af 1960'erne har eksisteret som et stadigt mere dominerende alternativ til modernismens planlægningsidealer, er således ikke en hverken homogen eller uimodsagt alment anerkendt ‘bevægelse'. Den består af et utal af forskellige tilgange, der indbyrdes rummer mindst lige så store forskelle som dem, man kan finde mellem en såkaldt ‘moderne' og en ‘postmoderne' tilgang.

To dominerende paradigmer

Den postmoderne urbanisme diskuteres i denne bog ud fra en ide om, at to overordnede ‘paradigmer' generelt kan beskrive en væsentlig del af de modernismekritiske positioner. To poler, som diskussionerne om tilpasningen af byerne til de nye krav og nye værdier udspændes imellem, og som defineres ud fra den analytiske angrebsvinkel omkring forholdet mellem etik og æstetik, som jeg netop har skitseret.

Det ene paradigme grundlægges i de tidlige modernismekritiske projekter, der som et radikalt alternativ søgte bagud i historien for at finde konkrete designmæssige modeller at forbedre og udbygge byen med. Det karakteriseres af forsøget på at formulere æstetiske modeller, som kan bruges til at skabe stabile identifikationsskabende referencepunkter for de identitetssøgende individer, der befolker nutidens byer. Inden for dette paradigme ses velfærd som resultatet af fysiske rammer, der ud over at sikre folk tag over hoveder af det enkelte individ kan bruges som udgangspunkt for at definere sin personlige identitet og føle tilknytning til et bestemt område eller en bestemt gruppe. I denne tankegang spiller byernes og det lokale kvarters indretning en central rolle i fx bekæmpelsen af sociale problemer. Dette sker med baggrund i en forståelse af at fremmedgørelsen af det enkelte individ er et væsentligt samfundsproblem på linje med økonomisk ulighed, og at denne fremmedgørelse bl.a. skyldes for vagt definerede fysiske rammer for tilhørsforhold. Den modernistiske arkitektur og planlægning er en væsentlig årsag til dette, fordi den både på bygnings- og byskala har tematiseret det generelle og abstrakte.

Dette ‘identifikations-paradigme' er baseret på studier og analyser af før-moderne byer og bydele, der tilfredsstiller forestillingerne om en markant og stedsbunden type identifikation.

Det andet paradigme defineres med udgangspunkt i de projekter og teoribygninger, der har interesseret sig for de præmisser, som findes for arkitekturen og planlægningen under den hastige forandring og modernisering af byerne og samfundet. Dette paradigme karakteriseres i modsætning til ‘identifikations-paradigmet' ved ikke at tage udgangspunkt i en bestemt æstetisk formel for en ideel eller ‘god' by. Derimod har det været præget af en fascination og undersøgelser af de byggede resultater af den kraftige modernisering af samfundene, som er sket i velfærdsstatsperioden efter 2. verdenskrig. I særdeleshed en interesse for, hvordan de samfundsskabende kræfter har skabt ‘vedkommende' urbane miljøer for de identitets- og begivenhedssøgende mobile bymennesker. Paradigmet karakteriseres ved arbejdet med at forstå, registrere og udnytte den radikale individualisering og fraværet af universelle værdier og normer som forandringspotentiale. Med et begreb lånt fra Venturi og Scott Browns analyser af de moderne amerikanske byer fra omkring 1970 kaldes dette for ‘almost all right-paradigmet'. Inden for denne tankegang bliver arkitekturen og byerne medier til at udtrykke og realisere de forskelle, som er kendetegnende for den sociale, kulturelle og økonomiske specialisering og arbejdsdeling, der finder sted under globaliseringskræfternes indvirkning. Det har ført til formuleringen af en række strategier, der i udstrakt grad søger at forholde sig pragmatisk til og dermed være operationelle i forhold til skiftende politiske, økonomiske, etiske og æstetiske krav.

Denne paradigme-model, som udfoldes i bogens del II, er resultatet af fokuseringer på nogle særlige aspekter, og som konsekvens heraf udeladelsen af andre. Jeg mener naturligvis, at de eksempler, jeg fokuserer på, er de mest relevante set i forhold til det snit, jeg laver i den postmoderne urbanisme ud fra perspektivet om sammenhængen mellem æstetik, etik og velfærdsdiskussionen. Denne prioritering betyder, at vigtige og meget interessante positioner inden for den modernismekritiske urbanisme som fx Archigram, Superstudio og Non-Plan (Cedric Price, Reyner Banham, Peter Hall m.fl.) ikke bliver behandlet. Det samme gælder arkitekter som Oswald Mathias Ungers, Willem Jan Neutelings eller Carel Weeber, der alle kunne have været inddraget i diskussionen af ‘almost all right-paradigmet', eller Paolo Soleri, Friedensreich Hundertwasser eller Michael Sorkin, der hver især kunne have nuanceret ‘identifikations-paradigmet'.

Bogens interdisciplinære tilgang har sammen med ønsket om - trods alt - at gøre tekstens vej fremad mod de opsamlende og perspektiverende kapitler så kort og direkte som muligt har betydet, at jeg ikke er gået i dybden med de formale diskussioner omkring forskellene mellem forskellige arkitekter og tilgange. Nogle læsere vil derfor måske savne en mere direkte diskussion af de momenter i historien, hvor de forskellige teorier og modeller er blevet afprøvet i virkeligheden eller holdt direkte op mod hinanden. IBA Berlin i 1980'erne ville være et oplagt eksempel, ligesom La Villette-konkurrencen i Paris kunne være det.

Bogens mål og aktuelle perspektiv

Bogen har tre formål:

Det første er at fremstille hovedtemaerne i den udvikling, som er skitseret i det ovenstående. Det gøres for at klarlægge sammenhængen mellem de konkrete modeller for byudvikling og henholdsvis samfundsudviklingen; en generel filosofisk diskussion om en postmoderne etik, der ‘svarer' til denne udvikling; og de politiske mål, der defineres i relation til de udviklinger, filosofien og samfundsteorien beskriver.

Det andet formål er i forlængelse af denne udredning at diskutere, hvorvidt det er relevant at stille en etisk fordring til arkitekter og byplanlæggere, på hvilket niveau den stilles, og om det overhovedet giver mening at formulere arkitektoniske projekter og planer, der samtidig skal afspejle og tilvejebringe et bestemt politisk ideal.

Dette er selvsagt en kompleks sag, der ikke blot kompliceres af de forskellige ‘interne' dagsordener, der findes inden for såvel samfundsteorien, filosofien, politikken og arkitekturteorien, men også af, at der synes at være lige så mange opfattelser af, hvad begreber som ‘etik' og ‘æstetik' betyder, som der er forfattere, der beskæftiger sig med emner relateret til denne diskussion. En opklaring synes at være en umulig ambition, og det har da heller ikke været min i forhold til dette manuskript. Alligevel er håbet, at bogen her vil hjælpe til en afklaring af nogle af de spørgsmål, som den aktuelle situation stiller, og at den vil kunne nuancere og moderere fremtidige diskussioner om og krav til en ‘etisk' arkitektur - eller ‘gode byer'. Det er min oplevelse fra min egen hverdag som underviser og forsker ved Arkitektskolen Aarhus, at den type spørgsmål ofte dukker op hos både studerende og kolleger. Det er ligeledes min oplevelse, at et mere informeret og balanceret udgangspunkt for sådanne diskussioner er nødvendigt, hvis de skal kunne hjælpe både projektudviklingen og forskningen fremad.

Det tredje formål er gennem det sidste perspektiverende og diskuterende kapitel at søge at påvirke den aktuelle forståelse i retning af det, jeg ser som vigtige og principielle udfordringer for arkitektur og planlægningsfaget netop nu. Hele det forskningsarbejde, der har resulteret i denne bog, er båret af en interesse for sammenhængen mellem aktuelle samfundsudviklinger - ikke mindst velfærdsdiskussionen - og de projekter og strategier, der produceres som en del af denne udvikling.

På trods af, at den postmoderne urbanismes to paradigmer, der behandles her i bogen, beskriver to i udgangspunktet meget forskellige tilgange til arkitektur og urbanisme, viser udviklingen de seneste år, at disse to tendenser begynder at blandes og konvergere. Dette sker som en konsekvens af tre faktorer: markedets stigende dominans, forsøgene på at tilpasse velfærdssystemerne til den nye, globale politiske og økonomiske situation samt den generelle konsensus om at idealisere det enkelte individs autonomi og ideen om det æstetiske livsprojekt inden for rammerne af en eksisterende samfundsmodel.

Både ‘identifikations-' og ‘almost all right-paradigmets' modeller har vist sig at fungere godt inden for den ‘frit valgs'-udgave af velfærdsstaten, som den aktuelle velfærds-politik arbejder for. Boligmarkedet, der ellers har været et af de mest regulerede områder inden for velfærdspolitikken og dermed også et område, hvor den arkitektoniske modernisme har domineret, har med den stigende liberalisering af lovgivningen og overladelse af initiativet til private fonde og developere vist sig at være et glimrende ‘miljø' for at realisere dele af de drømme om ‘den gode by', der blev udformet i 1960'erne og 70'ernes teoretiske arkitektur- og planlægningsmiljø i Europa. Den nostalgiske tone i de modernisme-kritiske projekter sælger godt på det marked for livsstilsprodukter, som boliger, men også domiciler og butikker nu i høj grad er blevet en del af.

På tilsvarende vis har den tilgang, der usentimentalt tager udgangspunkt i det mulige inden for den radikale modernisering af samfundet, vist sig egnet til at operere inden for en virkelighed, hvor det er de kommercielle aktørers og de enkelte individers interesser og ikke et større samfundsprojekt og fælles vedtagne værdier, der skal repræsenteres.

Konvergensen mellem det, der tilsyneladende er forskellige positioner, og den gnidningsløse tilpasning mellem ideal og ‘tingenes tilstand' ses også inden for det politiske område.

Et markant træk ved den politik, der aktuelt føres på både velfærds- og planlægningsområdet er, at den er præget af, hvad der kan karakteriseres som en postideologisk pragmatisme. Denne indebærer ikke etableringen af nye grundlæggende visioner eller gennemgribende revisioner af den velfærdssamfundsmodel, der er blevet opbygget i efterkrigstiden. Snarere er der tale om tilpasninger og en kamp for at ‘bevare' det, der allerede er. Den tidligere politiske højre- og venstrefløj synes at være enige om, at velfærdsstaten i dens nutidige version er meget tæt på at være ‘den bedste af alle verdener' - en antagelse, befolkningen synes at støtte dem i. Hvor velfærdsprojektet oprindeligt var samfundsomvæltende i målet for at sikre stabilitet, er det nu blevet bevarende i forsøget på at fastholde denne stabilitet. Dette viser sig dog problematisk, fordi der faktisk sker forandringer, som radikalt ændrer præmisserne for velfærdsstaten funktion og opretholdelse. Et centralt spørgsmål vil derfor stadig være, hvordan vi forholder os til de store forandringer, som den oprindelige velfærdspolitik ikke længere er egnet til at håndtere. Bogen her afsluttes med nogle overvejelser om, hvordan velfærdspolitiske temaer som solidaritet, lighed og forskellighed kan håndteres af planlægningen fremover.

Bogens indhold

Alt dette foretages i de efterfølgende 9 kapitler, delt op i 3 dele:

Del I (kap. 1, 2, 3) søger at etablere et grundlag for en karakteristik af de vigtigste overordnede tendenser inden for det, der i bogen sammenfattende beskrives som den postmoderne urbanisme. Grundlaget findes i den postmoderne kritik af modernismen. I kritikken af den modernistiske planlægning, som den udfoldede sig i arkitektur- og byteori-litteraturen i 1960'erne og 70'erne (kapitel 1), men også i denne planlægnings ‘kontekst', dvs. den moderne universalisme, den utilitaristiske etik og den velfærdsstatstankegang, disse hænger sammen med. De primære filosofiske spørgsmål behandles i kapitel 2, mens de politiske diskuteres i kapitel 3.

Del II (kap. 4, 5, 6) beskriver udviklingen i den arkitektoniske og handlingsrettede by- og planlægningsteori, der har været vigtige fra 1960'erne og til nu. Ideen om, at denne udvikling overordnet kan forstås som domineret af to forskellige, men sammenhængende paradigmer inden for den postmoderne urbanisme, udvikles.

Del III (kap. 7, 8, 9) diskuterer relationen mellem nutidige reformer af velfærdspolitikken og byudviklingen. En sammenhæng mellem ‘tredje vej'-politikken og de to paradigmer, som er diskuteret i Del II, beskrives i kapitel 7. Det fører til en diskussion af muligheden for en nutidig etisk urbanisme eller arkitektur i kapitel 8.

Endelig perspektiveres bogens emne i kapitel 9 ved en række overvejelser om en mulig ny sammenhæng mellem planlægning og centrale samfundsmæssige temaer som solidaritet, sammenhængskraft, redistribution og forskellighed.

 

Bogen var i sit udgangspunkt resultat af en toårig ansættelse (2001-2002) ved Arkitektskolen Aarhus som forskningsadjunkt tilknyttet Projekt Velfærdsbyen, et forskningsprojekt finansieret af Statens Forskningsråd, som fungerede 1997-2002. Mit eget projekt havde titlen ‘Det etiske, det æstetiske og den urbane velfærd'.

 

Noter: 

[1] Jeg refererer her til begrebet ‘livsfilosofi', som behandles i kapitel 3.

[2] Begrebet ‘velfærdsbyen' blev lavet og beskrevet som en del af beskrivelsen af det forskningsprojekt ‘Projekt Velfærdsbyen', som også denne bog er et af resultaterne af. Se Pedersen 2005, der grundigt udfylder dette begreb ved at beskrive den fysiske struktur, der blev et direkte resultat af velfærdsstatsprojektet og dets planlægnings idealer.

[3] Begrebet ‘urbanisme' har både franske og engelske aner. Det beskriver bedre end ‘byplanlægning' en disciplin, der i vid udstrækning er knyttet til modeller for ‘urbanitet' - altså hvordan det urbane liv kan eller bør leves. Urbanisme beskæftiger sig med at udvikle og foreslå fysiske modeller, som beskriver ikke blot organisatoriske, men også æstetiske målsætninger. På trods af at den postmoderne urbanisme delvist var baseret på kritik af modernismens ‘totalplanlægning', så er koblingen mellem en fysisk-rumlig model og forskellige normer for adfærd ikke formindsket i de alternative forestillinger. Urbanisme-begrebet rummer i højere grad end byplanlægnings-begrebet intentionen om at knytte den kritiske, analytisk-deskriptive undersøgelse af det eksisterende sammen med forslag om forandrende indgreb.

[4] Ellin 1999: 18.

[5] Ideen om, at den moderne by er ‘almost all right', introduceredes i starten af 1970'erne af de amerikanske arkitekter Robert Venturi og Denise Scott Brown.