For det kommende i det tidlige. HEXETIK - at tænke byen og det sociale gennem materialernes gestiske dimension.

 For det kommende i det tidlige

 

- abstact/resumé af afhandlingen:

Grundtesen i afhandlingen er at vi lever i en kultur med samt dennes tid, som af en eller anden grund orienterer sig mod tegnene og væk fra materialet. Den er forhippet på tegnene og tilsvarende indifferent overfor materien - det ukendte. Et symptom på det er, at den er besat af kommunikation og blind for begivenheden - ad Gilles Deleuze; blind for det kommende i det tidlige.

I afhandlingen sætter jeg mig herefter for at finde ud af om en kultursfære faktisk kan miste sin fornemmelse for materialet eller positivt formuleret: kan blive så aldeles optaget af det synlige, og som følge heraf: af kommunikation - af det, der allerede lader sig kommunikere, at den taber materialet af hænde.

Mit i første omgang hypotetisk tentative svar er, at det kan en 'kultur' godt - og det har med nærvær at gøre! Og det var lige netop hvad også Jacques Derrida med dekonstruktionen havde fat i.

Derfor søger jeg igen i dialog med Derrida - ikke mindst fordi han tidligt viede arkitekturen en særlig opmærksomhed. Jeg når dog frem til at forundres over, at arkitekturen i Derridas store opgør med den såkaldte nærværs-metafysik kommer til at spille så forholdsvis stor en rolle. Min forundring følger af mit forsøg på en nærværskategorisering.

Indledningsvis spores en nutidig tendens til at reducere arkitekturen såvel som sproget til kommunikation - til at dyrke også sprogets evne til at fastholde det allerede kendte (synlige) på bekostning af sprogets potentiale for skabelse, altså dets evne til netop at overskride det kendte, dvs. overskride det allerede synlige, alt for synlige. Det kommunikative ideal fejrer 'det synlige i det sene'. Derved kommer sproget til at indgå i en selv- og nærværsforstærkende proces - og det, som selvforstærkes, og for-størres (jf. major) er den herskende eller rådende majoritet. Det 'nye' og 'det kommende i det tidlige' får følgelig sværere og sværere ved at trænge igennem. Men dette er endnu blot på det symptomets eller svarets plan som afhandlingen søger bag om.

Et hovedspor, der følges og udvikles i afhandlingens løb optegner således en samfunds- eller kulturkritik - kritik i den åbne betydning at skelne (jf. græsk krinein), og forsøget på at nå fem til det, der producerer tendensen og symptomerne. Det sker som nævnt gennem udviklingen af et bestemt filosofisk greb om begrebet nærvær - inspireret af Derrida; og gennem en kategorisering af nærvær i nærværsformer og nærværsmodusser.

Inspireret af Heidegger, forbindes nærvær, med fortrolighed og, inspireret af C.S. Peirce, med vane. Ved dette og hints mellemkomst udvikler vi fortroligheder med verden - eller rettere: fortroligheden vokser i og ud af mellemkomsterne. Man kan sige at fortroligheden er enten medieret - fx gennem sprog, skrift, håndtering af værktøj osv., eller opstår i og med de stabile formationer - som fx det vi i fremskredne stadier kender som vaner. Vaner kan opfattes som stabile formationer, som mønstre; men det kan de 'medierede fortroligheder' også, hvis man i stedet for at lægge vægten på værktøjet eller mediet, lægger den på teknikken - og dermed på en praksis eller en kunnen.

I min afhandling fører det til et radikalt materiale-begreb: 'egentligt' materiale kan ikke være nærværende - nærværende véd vi ikke andet om det end at der er noget, der stopper os - giver os fornemmelsen af en horisont udenfor hvilken der er og sker uendeligt meget som vi end 'ingen anelse' har om. I den forstand er det således et i filosofisk forstand realistisk materiale-begreb der opereres med. Materialet ligger hinsides den del af verden vi bor i. Det er snarere dét, det vi bor i, bor i. Materialet unddrager sig altid vores sansning. Og dog er sansningen det eneste hvormed vi kan nå det. Idet sansningen når materialet, indtræffer en dobbeltbevægelse: dels unddrager materialet sig - trækker sig lokkende tilbage, dels fastholdes en anelsens efterklangsbillede af det - som evt. i en alliance af en vis varighed mellem tanke og sansning kan formateres og bringes henover substantialiseringens tærskel. Materialet er da forvandlet til nærværende substans: en tegngivende, synlig og fortrolig substans. Følgende intervaller opstilles:

Materie <- - -> tegn

Udgangspunktet for afhandlingens kulturkritiske dimension, er dén påstand eller dobbelt-tese at: 1) kulturen (for tiden) foretrækker visse teknikker frem for andre. Her er min overordnede påstand at epistemet er kendetegnet af en orientering mod tegnene - hvilket egentlig vil sige: mod sit kulturelle indre. Et symptom på den vigende fortrolighed med materialet gennem teknikkerne, idet disse som praksisser lukkes sig om sig selv - qua et nærvær, der overalt selvtilstrækkeligt søger sig selv - er produktionen af Angst.

2) en stadigt mere dominerende tendens indenfor det rådende episteme (det rådende frembrud - jf. Heidegger) at et bestemt brugsaspekt går igen uafhængigt af den konkrete teknik. Hovedtesen er hér at dette særlige brugsaspekts særlighed beror på at det herskende episteme understøtter teknikkens hukommelses- eller synlighedsaspekt - nøjes med at dyrke aktualiseringen af teknikkens nærværspotentiale. Det kunne, og har tidligere været, anderledes - det kunne være drevet af bestræbelsen på at arve håndteringernes og værktøjets ophobede fortrolighed med henblik på at slippe den løs i materien, det altid endnu ukendte - for, så at sige, at fortsætte hvor andre og værktøjet slap i et fortsat arbejde med at skabe nye fortroligheder.

Herefter prøver jeg at 'forklare' hvad det er, der arbejder i det gældende episteme - og som er skyld i den angivelige misere. Jeg hævder at være på sporet af en tvangsmekanisme - noget der gør/bevirker noget umådeligt afgørende, der imidlertid virker upåagtet, hinsides enhver intention. Jeg påstår at dette noget har to samvirkende momenter i sig: 1) Nærværet - nærvær, der søger nærvær; nærvær som mål i sig selv.

2) en tvangsmekanisme (indtil den 'opdages' - eller konstrueres) som har at gøre med en tegnenes skjulte performativitet. For der er altid noget tilbage, en rest, der ikke lader sig subsummere i det medierende, og som unddrager nærværet - som virker bagom de intenderede nærværsbringende meddelelser, den 'hensigtsmæssige kommunikation'.

Her kommer endelig arkitekturen ind i billedet! For arkitekturen er så at sige i ontologisk modstrid med sig selv, hvis den underordner sig livet i tegnene. For det nærvær, der har sig i arkitekturens særlige performativitet er af en anden slags end symbolernes tilhørende nærvær.

Det har allerede været berørt: udover en kategorisering af gradsforskellige nærvær langs en akse - så at sige gennem kroppen fra hånden til hjernen (mellem materien og tegnene), synes en kategorisering af arts-forskellige nærvær mulig: Der kategoriseres i et nærvær 'inden for', og et 'uden for' - og endelig et nærvær på den katastrofiske grænse derimellem. Dette sidste nærvær kalder jeg, inspireret af O.F.Kirkeby, standsningens nærvær. Det nærvær, der søger ud over grænsen er det, der opstå som ren effekt af mødet med begivenheden. Det dyrker ikke sig selv, men hænder eller sker. Det nærvær, som derimod holder sig indenfor fortrolighedens horisont, er et nærvær, der dyrker sig selv - som dyrker synligheden (det allerede synlige) og kommunikationen, det 'man' på forhånd tør anse for kommunikabelt, dvs. indeholdende information som man allerede på forhånd antager forståelig for modtageren.

Kritikken hæfter sig på den ene side - endelig - ved det 'ulyksalige sammenfald' mellem dyrkelsen af de to ekstremer i denne nærværskategorisering: Det ærke-intense begivenhedsnærvær hhv. det ærke-extense objektiverings-nævær. På den anden side luner kritikken sig ved at grundmekanismen i det rådende episteme, synes at bære kimen til sit eget sammenbrud, sin egen overskridelse i sig. På netop dette punkt skifter afhandlingen fra et kritisk skelnende perspektiv mod et overskridende - idet dette heideggersk 'rådende frembrud' positivt også - med en tautologi - er det eneste, der rummer sin overskridelses mulighed i sig.      

Spekulativt: Kunne det lykkes at dekonstruere det kommunikationsdyrkende selvfortrolige nærvær, synes arkitekturen efterfølgende at måtte få selskab i sin kulturelt perifere position - af alt hvad nærværet i en æra formåede at samle om sig, men som følge af en gennemført dekonstruktion vil stå foran at tømmes - idet det netop er den nærværsform, der så længe har holdt sammen på det hele dekonstruktionen ophævende forsøger at tage bolig i. Ud af arkitekturen synes der at kunne åbne sig en dimension langs hvilken nærværet vil kunne brydes i et veritabelt spektrum af nærværsnuancer - ikke mindst fordi arkitekturen så at sige ligger på halvdistancen mellem den sig unddragende materie og det blændende synlige båret af tegnene. 

En perspektivering, der følger af denne tankegang angår arkitekturens hidtidige 'objekt': arkitekturen må lægge sin optagethed af bygningen bag sig for at implicere sig desto mere i byen - åbne sig mod byens uendeligt rige materialitet og for det kommende i det tidlige i den autodidakte by...