Epistemic Artefacts

Glassets geniale genavendelighed
af Charlotte Jul

For Maria Sparre-Petersen er bæredygtighed en interesse, der er blevet opøvet igennem et liv som nysgerrig og socialt orienteret sjæl, der kan skrive både sømand, Master of Fine Arts Ph.d., designer, underviser og studier i antropologi på sit CV. Og smelter man alle disse kompetencer sammen er der faktisk en lige linje til det, Sparre-Petersen skaber, drømmer om og bliver inspireret af i dag. Hun drømmer om at videregive og udbrede kendskabet til genbrugsglas ud fra et bæredygtigt og etisk aspekt. Det gør hun bedst gennem sin akademiske undervisning og sine kunstneriske værker. Det er ambitiøst og dybt meningsfuldt at arbejde med genbrugsglas, fordi de jomfruelige materialer således bliver i jorden, ligesom man som udøver ikke udsættes for sundhedsskadelige stoffer. Og sidst, men ikke mindst, er brugt glas 100% genanvendeligt uden at miste sine materialekvaliteter – i modsætning til tekstil, plastik og flere andre materialer.

Netop materialekvaliteterne er det, der gør det interessant at arbejde med genbrugsglas. For selvom det er mere besværligt at formgive genbrugte materialer, så er tilfredsstillelsen desto større, når du knækker koden, og føler, at du gør en forskel for kloden. For faget. Og for materialet i sig selv, der skal håndteres på en anden måde, fordi glasset er ”kortere”, når det bliver blæst og du derfor skal arbejde ekstra hurtigt. Det stiller større krav til teknik og håndværk, men giver også en hel masse tilbage, fordi Sparre-Petersen konstant bliver udfordret på, hvad materialet kan. Hvilke benspænd, det giver, som hun kan løse og udnytte. Som at to brugte vinduesglas ikke altid kan smeltes sammen, fordi de kan være lavet efter forskellige opskrifter, der gør, at de ikke udvider sig ens og derfor kan revne – med det samme eller over tid. Erkendelser, der bliver til nye metoder og teknikker, som skal læres og indarbejdes.

Maria Sparre-Petersens nye værker er skabt af blå og grønne ølflasker. Flasker, hun smelter om til kugler, der minder om cirkelrunde dråber af barndommens mystik, som hun komponerer og monterer i en ramme af højtbrændt beton. Hver kugle udvikler en hinde på overfladen under opvarmning, der gør, at de ikke smelter sammen i ovnen, men interagerer, så de bliver flydende, men adskilte. Som sæbebobler, der klæber til hinanden. Som kaos i orden. Som grafiske elementer af flydende masse i en struktureret ramme, der får kontrasterne til at mødes. Form, mønstre, farve og lys går i dialog og skaber nye fortællinger, som Sparre-Petersen ikke kunne have forudset forinden. Nogle steder optræder glasset transparent eller translucent – alt sammen afhængigt af, hvordan lyset bryder materialet og hvor dyb farven er i glasset. Ifølge Sparre-Petersen bliver samtalen med glasset mere udfordrende på denne måde. Materialet taler tilbage og bringer af og til kunstneren ud af fatning. De mange undersøgelser og eksperimenter skaber en æstetik, der ikke kunne have været planlagt strategisk. Materiale og idé smelter sammen i uforudsete konstellationer – som organiske legekammerater i en styret ramme, men uden at farver, densitet, transparens eller translucens kan foregribes. Tænkes sig til. Glaskunstneren må overgive sig til ovnens lune. Til materialets egen vilje og vej. Men en farbar, genanvendelig en af slagsen, der vejrer godt nyt for en presset klode.