Architectors: specific architectural competencies

Afhandlingen undersøger en række kompetencebegreber udviklet i forskellige kontekster, og diskuterer deres relevans for arkitektfaglige praksisser. Et væsentligt anliggende er at etablere forståelser af, hvordan visse ting i arkitektonisk produktion 'bliver til' mens andre dør ud, og at undersøge kompetence og magt i relation til dette som sammenfiltrede forhold mellem arkitekter og arkitektur. Denne forståelse af arkitektonisk tilblivelse er afgørende for, hvordan begreber som 'arkitektur', 'arkitekter', 'skabelse', 'modstand', 'kritik' 'læring', 'kompetence' og 'magt' undersøges og anvendes i afhandlingen. I afhandlingens empiriske og teoretiske undersøgelser tjener begrebet 'til-blivelse' som en slags credo, eller med Deleuze selv; et refræn for hvordan analyserne er gennemført. Det bruges som 'arkitektonisk til-blivelse' (eng: 'architectural becoming') i den dobbelte og interrelaterede betydning: 'arkitekt-bliven' og 'arkitektur-bliven'. Analyser af magt - og dermed viden, rationalitet, praksis og kompetence - kan efter Foucault ikke længere studeres for 'hvad de er', men må nødvendigvis studeres som 'de effekter, de foranlediger i hele det netværk som de er indfanget i'. De må studeres som tætte og dynamisk sammenfiltrede sæt af relationer mellem ting og mennesker, til-blivelser og destruktioner. I den anledning er afhandlingens væsentligste teoretiske kontekstualisering forfattere indenfor Science-Technology-Studies, der med dette analytiske udgangspunkt giver adgang til en kritisk gennemgang af lærings-og kompetenceteorier, der alene baserer sig på 'det sociale', og derfor har svært ved at etablere en forståelse for 'tingenes agens'. Afhandlingens række af 'empiriske historier' om arkitektoniske praksisser spænder fra analyse af det gotiske katedralbyggeri over tilblivelser af værker af arkitekterne Louis Kahn og Alvaro Siza, til samtidige processer som planlægning af en ny skole i København og arbejdet med at at tilvejebringe 'en ramme for læringsudbytte' på Kunstakademiets Arkitektskole i København. På baggrund af disse cases og de teoretiske kontekstualiseringer udvikles tre begreber til at omfatte de ‘effektive sammenfiltringer' der opstår i arkitektoniske praksisser: ‘arkitektonisk formulering', ‘arkitektonisk udsagn' og titlens ‘arkitektor'.