Reworking Architecture

Bertram, P. (Taler)

Aktivitet: Deltagelse i eller arrangement af en begivenhed Deltagelse i workshop, seminar og kursus

Beskrivelse

Herbert A. Simon eksemplificerer det selvorganiserende systems opdeling i subsystemer gennem en beskrivelse af to urmagere, der organiserer deres produktion på forskellige måder. Den første urmager fremstiller uret i en lineær proces, hvor de enkelte dele monteres i en kontinuerlig bevægelse fra begyndelse til slutning. Hver gang han afbrydes af en påvirkning udefra, af en kunde der kommer ind af døren eller en telefon der ringer, bliver han nødt til at lægge arbejdet fra sig og er efterfølgende henvist til at begynde forfra. Den anden urmager strukturer produktionen, idet han samler små sektioner af uret uafhængigt af hinanden. Den overordnede proces er delt op i en række mindre montager, der ikke behøver at følge hinanden i en bestemt rækkefølge og ikke behøver at stemmer overens med den rækkefølge, hvormed de forskellige sektioner endeligt samles. Den anden urmagers opdeling af uret modsvarer det selvorganiserende systems opdeling i subsystemer og er en grov skitse af forskellen mellem en traditionel produktionsform og en nutidig højteknologisk produktionsform, der ikke er bundet af en linje eller af et enkelt fremstillingsrum, hvori alle delene produceres og samles. Hvis historien blandt andet demonstrerer, hvorledes en opdeling i subsystemer tillader en mere rationel og optimeret proces, der ikke en sårbar over for uforudsigelige skift i det miljø, hvori processen finder sted, viser den samtidigt at opdelingen i subsystemer medfører at processen potentielt afskærer sig fra ydre påvirkninger. Selvom den lineære proces er mere sårbar, er den samtidigt den mest påvirkelige af de to i Simons beskrivelse. Påvirkningen er blot ikke produktiv men afstedkommer et sammenbrud i processens forløb. Referencerne til selvorganiserende processer og dynamiske processer som de beskrives i naturvidenskaben præger vores måde at betragte komplekse processers forløb og udvikling inden for andre områder herunder arkitekturen. Den naturvidenskabelige models erfaringer antages ofte at være objektive på andre områder end dens eget. Den ovenstående beskrivelse er således en grov skitse af "optimiseringens naturlove," som de udvikles fra en tidligere opfattelse af den rationelle proces til en nyere, der trækker på videnskabens forbedrede forståelse at dynamikkerne i en kompleks proces. Eftersom referencerne til naturlige processer således opstiller et sæt af lovmæssigheder, der antages at overskride skellene mellem fysiske processer i naturen og materielle processer i fremstillingen og produktionen at arkitekturen, kunne man spørge, hvorledes skabelsens naturlove ser ud? Spørgsmålet er ikke kun retorisk, men går også ud fra den antagelse, at der er lovmæssigheder for produktionen af noget nyt, der overskrider forskellige domæner. Og er den naturvidenskabelige model i virkeligheden mere radikal end vores konventionelle forestilling om relationen mellem en rationel proces og en skabende? Det paradoksale i den sammenhæng er, at et sådant blik ikke kun udfordrer forestillingen om hvorledes skabelse, individ og intuition hænger sammen, men også udfordrer den rationelle tilgang til en proces og eksemplificerer, hvorledes der også på det område er forudfattede antagelser, der styrer vores forståelse af dynamikkerne i en proces. 1. Et komplekst system emergerer. Det første træk ved en kompleks proces er det forhold, at den emergerer fra de indledende enkle niveauer mod mere komplekse gennem en serie af konkrete montager og ombrydninger af et allerede eksisterende materiale. Der er ingen økosystemer, der begynder ud af intet. Det betyder samtidigt, at der aldrig er en ekstern model eller prototype, der først etableres og derefter styrer hele processen, så som en DNA - kode i et biologisk eksempel, eller et traditionelt stabilt produktionsapparat, der i vid udstrækning er defineret gennem delenes placering og rækkefølge i et euklidisk tredimensionelt rum. I stedet er det et diagram forstået som en distribution af handlinger og processer, der driver processen. Det er for eksempel den topologisk bestemte kropsplan, der tænder og slukker selvorganiserende processer i embryogenesen for at blive i referencen til naturlige processer. At systemet er komplekst betyder, at det bringer forskellige subsystemer til at virke sammen, uden at de homogeniseres i et overordnet system. Det er derfor, at det komplekse system evner at udvikles til andre niveauer og sammensætninger. Det rationelle system udvikles ikke men varierer blot dets forskellige kombinationsmuligheder. Det er styret af en fast kode. Hvis det skal udvikles skal koden først ændres fra et punkt uden for selve processen. 2. Det komplekse system udvikles gennem ydre påvirkninger. Et system i dynamisk ligevægt, f.eks. en højteknologisk produktion opdelt i subsystemer, relaterer sig til et særligt niveau i de selvorganiserende processer, hvor påvirkningen fra miljøet kanaliseres af veje og måder, der tillader systemets provisoriske stabilitet. Det ændres i det øjeblik påvirkningen bliver større. I det tilfælde indtræder systemet i en kaotisk tilstand, der transformerer dets dele og kobler det til nye. Det simpleste eksempel er vandet, der bringes til kogepunktet gennem tilførsel af varmeenergi eller organismen, der undergår en serie af transformationer, idet det udvikles fra fosteret til barnet. Den vigtigste erfaring i denne sammenhæng er, at konteksten forstået som et bredt sæt af betydningsfulde parametre er afgørende med hensyn til systemets kreative potentiale. Man kan derfor ikke trække sig tilbage til fabrikken uanset at den er mere intelligent. Inden for arkitekturen er det en del af problemet med en alt for direkte reference til bil og flyteknologiernes højteknologiske produktionsapparater. Højteknologiernes kreative potentiale ligger snarere i deres berøringsflade med konteksten, såfremt deres labilitet ikke begrænses til en variationsevne, men ses som et forfinet register, hvormed kontekstens forskelle undersøges. 3. Kompleksiteten kommer fra miljøet. Hvis et komplekst system udvikles ved at det gennemstrømmes af noget, der ligger uden for systemet, er det vigtigt, at det er miljøet, der er mangfoldigt, mens systemets regler er simple. Det komplekse system udvikles derfor ved, at systemet virker i det sammensatte miljø. Det kan ikke udskilles fra miljøet. Forskellen, eller det nye, produceres i mødet mellem systemets regler og den ydre påvirkning. Forskel og variation er således ikke det samme, da forskellen indebærer en egentlig ændring af systemet, mens variationen blot er en anden udgave af systemet. Den nye naturvidenskab viser os netop, at systemerne udvikles ved at gennemstrømmes af forhold, der er ydre i forhold til systemerne: en kontekst i en bred betydning af ordet: et miljø med andre ord. Forskel og miljø hænger sammen som variation og kombinatorik hænger sammen. Det er derfor afgørende, at man ikke blot oversætter de eksterne parametre til kvantitative parametre. Det vil medføre, at systemet ikke ændres, idet det blot håndterer forskellige grader af det det evner. Systemets berøringsflade med en kontekst måles på systemets forandringer. 4. Skabelse opfinder et problem. Et grundlæggende problem med et rationelt system er, at det tenderer mod at betragte en proces som problemløsning. Det er de færreste rationelle systemer, der udformes uden at have en forbedring for øje. Kreativiteten i et givent system må tværtimod findes gennem en produktiv brydning af systemets kontrol af processen. Den må med andre ord indebære, at systemet mister kontrollen om end provisorisk som en åbning mod de ydre kræfter, hvori systemet udvikles. Opfindelsen producerer ikke nødvendigvis det bedste. Den løser intet. Det nye må først efterfølgende bedømmes med hensyn til dets hensigtsmæssighed. Det er samtidigt en grundlæggende forskel mellem opfindelse og innovation, idet innovationen primært er en optimering af allerede kendte løsninger. Det ser man blandt andet ved, at det ikke kan lade sig gøre at tænke en innovation, der ikke har forbedring som mål. Opfindelse derimod har forskellen som sit sigte. 5. Skabelse er transformation. Fordi et komplekst system altid udvikles gennem konkrete montager må skabelse altid være en transformation. Det er grundlæggende i konflikt med den moderne myte om teknologiens genopfindelse af kulturen, der samtidigt er teknologiens status som en ny natur, hvorfra udviklingen må udfoldes. Der er tværtimod noget snavset over opfindelsen. Den vender sig mod et materiale i vid betydning af ordet, og den producerer ikke nødvendigvis noget godt. 6. Teknikken er en sonde Løftet fra de nye og mere intelligente teknologier er, at de vil være i stand til at producere en mangfoldighed, der imødekommer og fremmer en social mangfoldighed. Et af den første industrialiserings problemer var den homogene serier og dens snævre relation mellem en prototype og en ensartet gentagelse. Den homogene serieproduktion stod således i relation til en anden masse: den homogene bybefolkning. Dette problem overskrides ikke, som antydet ovenfor i forbindelse med kontekstens vigtighed, ved at systematikken bliver mere intelligent. Det betyder ikke så meget, at mangfoldigheden af variationer er næsten uendelig for et givent produkt. Det afgørende er om brugeren har adgang til det diagram, der styrer produktionen. Den virkelige fascination af de højteknologiske teknologier må derfor ligge i de måder, de kan sondere livsformerne: menneskearten om man vil. I den forstand tilbyder de et forfinet register, hvormed livsformerne kan sonderes. Opfindelse i en arkitektonisk sammenhæng er således altid et spørgsmål om, hvorledes de byggede former står i forhold til livsformerne. Det er på det punkt, at en arkitektonisk diskussion adskiller sig fra en teknisk. Det er ikke et moralsk spørgsmål i den forstand, at bygningen tildeles en opgave, som den skal realisere, men et eksperiment med det menneskelige og livets vaner. Der er derfor ikke en deling mellem de æstetiske og de fremstillingsmæssige spørgsmål og spørgsmålet vedrørende arkitekturens indvirkning på livsformerne. Der er snarere en konkret kobling, der ikke fører fra den ene til den anden på en simpel måde. Det er et eksperiment og derfor et brydningsforhold. Denne problemstilling er i øvrigt en specifik arkitektonisk opgave og et område, hvor arkitekter kan hævde, at de besidder en særlig kompetence. Proces som kultivering Det kreative system er en selvmodsigelse for så vidt at man mener, at det er systemet i sig selv der producerer det nye. Det udelukker naturligvis ikke, at man kan udfærdige systemer, der vender sig mod forskelle i et komplekst materiale eller en kontekst med henblik på at afsøge deres karakterer. Det er således ikke et valg mellem system eller ikke system. Man skal blot være forsigtig med, at man ikke overtager et arvegods fra den første industrialisering. Når systemerne er kreative i den forstand, at de producerer noget nyt, er det typisk, at de er simplere. Hvordan skulle man ellers undgå at slette forskellene i det man undersøger? Desuden er deres relation til andre systemer løsere, såsom andre produktionsformer med hvilke de interagerer. Dermed menes, at forbindelsen ikke er en anden (meta)systematik, men at de enkelte systemer er situeret i konkret miljø. Realisering og opfindelse kan ikke eksistere i samme rum på samme tid. Processerne er væsensforskellige også selvom de bearbejder det samme materiale. Jævnfør de fysiske systemers dynamiske ligevægt og deres pludselige og kaotiske skifte igangsat af ydre påvirkninger. Det drejer sig derfor ikke om at få de to processer til at gå op i hinanden men om at respektere deres forskelle og vide hvorledes man kan gå fra den ene til den anden. Hver gang man tror, at man kan sone dem, er det den rationelle logik, der søger at indoptage den anden, idet den reducerer opfindelsen til innovation. Det omvendte forhold behøver man ikke at bruge megen tid på, da de fleste relativt tidligt kommer over den naive forestilling om den gode idés naturlige gennemslagskraft. Ethvert forsøg på at få dem til at glide sammen vil derfor være en rationel logiks forsøg på at overskride sine grænser ind på et område den aldrig kan indtage. Målet må derfor være, at man kan flette de to processer samtidig med, at man respekterer den afgørende pointe, at de er væsensforskellige. Det er naturligvis ikke et spørgsmål om at prioritere den ene frem for den anden da begge er nødvendige. 7. Det er helt afgørende, at man lærer at manøvrere mellem de to processer med en viden om deres grundlæggende forskellighed. Silicon Valley med dens blanding af erhvervsmæssige og universitære kompetencer og det tætte netværk mellem de forskellige virksomheder er et emblematisk eksempel på et dynamisk og nyskabende område. Et andet er Emilia Romagna med dets høje antal mindre kreative virksomheder. Det interessante i denne sammenhæng er, at den type organisationsformer ofte er bundet til et konkret område, mens gennemstrømningen af mennesker er høj. Det skyldes formodentlig er opfindelse altid finder sted i forhold til konkrete materielle processer og derfor næres af den konkrete tæthed af mennesker, der arbejder med det samme eller beslægtede forhold i beslægtede materielle problemstillinger. Omvendt står det til med den store produktion, den store koncern, der ofte er løsrevet fra et konkret sted, mens de ansatte i højere grad er bundet til koncernens struktur. De to organisationsformer er styret af forskellige diagrammer; forskellige måder at distribuere ressourcer, mennesker og teknologier. Man taler i forbindelse med højteknologiske produktionsformer med rette om vigtigheden at etablere et produktionsrum, hvor der en blanding mellem opfindelse og produktion. Det er ligeledes indlysende, at et sådant rum er tværfagligt med hensyn til dets kreative bidrag. Men som de ovennævnte eksempler antyder, er der ikke tale om et på forhånd defineret produktionsrum såfremt det er nyskabende, men snarere om et miljø, der er indrettet på en særlig måde med henblik på at skabe forbindelser og mobilitet mellem de enkelte dele. Det er nok så meget de måder, hvorpå man etablerer koblinger mellem de forskellige noder i netværket, der driver Silicon Valley. Der er intet fælles produktionsrum, der kan defineres som en selvstændig og almen model, som kan indeholde de to procesformer, den optimerende og den nyskabende, som de blev beskrevet overfor. De kan kun bringes til at udveksle i et miljø, idet man finder de rigtige koblinger, der respekterer deres grundlæggende forskel. 8. I stedet for at konstruere et særlig produktions, eller løsningsrum som det ville hedde i customterminologien, drejer det sig i denne sammenhæng om at indrette et miljø. Diagrammet Hvilken størrelse tillader en at eksperimentere med den nødvendige præcision? Som det antydes forskellige sammenhænge i teksten er diagrammet et muligt bud, og det er antagelsen, at det overordnet set drejer sig om at flytte fokus fra projektet til diagrammet. Men hvem opfinder diagrammet? Og hvilke diagrammer er der tale om? Det er et vidtstrakt felt, som vil kræve et mere udfoldet studie, end denne tekst kan udføre, men man kunne indledningsvis skelne mellem produktionens diagram og det singulære projekts; mellem konfigurationen og motivet for at markere to punkter på en linje, med mange andre positioner. Netop denne skelnen er vigtig af den simple årsag, at den markerer et arkitektonisk arbejdsområde, der er specifikt for arkitekten, uden at den holder fast i forældede forestillinger om produktionen som en realisering af arkitektens idé. Konfigurationen betegner den måde, hvorpå en given produktionsform er indrettet. Det er orkestreringen af de forskellige moduler og de variationsgrader de tilbyder. Det er et velkendt begreb, der for eksempel dækker over de variationsmuligheder et typehus kan tilbyde, som summen af de enkelte modulers variationer. Motivet derimod er distributionen af rum. Motivet udspringer ikke af produktionsapparaternes konfiguration, men opfindes i relationen mellem den byggede form og livsformen. Motivet kræver et eller flere kreative mennesker, der ikke nødvendigvis behøver at være arkitekter. De må blot ikke være "forbrugere" af konfigurationens tilbud. Vi lærer allerede i klasseværelset at tro, at vores frihed består i at vælge mellem forskellige løsninger. Det er en illusion. Friheden må naturligvis være et spørgsmål om at definere problemet. I dette tilfælde om at få adgang til diagrammet. Motivet er således potentielt i konflikt med forestillingen om den gnidningsløse sammenpasning af moduler, der fra motivets synsvinkel betegner en sidestilling og forskelsløshed. Motivet som diagram inddrager desuden de arkitektoniske medier, der ellers vil tendere imod at forsvinde i en sådan diskussion. Måden at tegne, måden at distribuere streger og tegningsrum, er også en måde at distribuere komponenter og en måde at distribuere rum, der møder livsformernes vaner.
Periode24 sep. 2009
BegivenhedstypeKonference
Placeringkunstakademiets Arkitekskole, Danmark

Emneord

  • Process, Customization