Bolig(re)former omkring år 1900.Boligbevægelse, kvindebevægelse, kropsbevægelse, sindsbevægelse

Aktivitet: Tale eller præsentation Foredrag og mundtlige bidrag

Beskrivelse

Forskningsbaseret forelæsning i Kgl. Akademis offentlig arkitekturhistoriske forelæsningsrække.
Bolig(re)former omkring år 1900


Tiden omkring år 1900 er præget af stærke sociale bevægelser i Danmark – og i Europa. Kvindebevægelsen kæmper for stemmeret, blød klædedragt, ejendomsret og adgang til uddannelse. Arbejderbevægelsen organiserer sig for at forbedre kummerlige levevilkår i byerne og etablerer en andelsboligbevægelse, der kan bygge sunde alternativer til klaustrofobiske kælderværelser og karreer af spekulationsbyggeri.
I Norden, Tyskland og England samler idealer om et naturligt, frit, kropsligt og skabende liv sig omkring i reformbevægselser, som modbevægelse til industrialiseringens hastige og fremmedgørende omdannelse af by og landskab. Gymnastiske øvelser, plantebaseret kost og solen som både livgiver og bakteriedræber besynges. Også kunsten bevæger sig ad nye slyngede stier. Jugendstilen æstetiserer hverdagslivet og trækker planteriget ind i byen, boligen og interiøret. Ideen om det totale interiør, et liv i pagt med kunsten undersøges af tidens arkitekter og kunsthåndværkere; i Norden med lokale håndværkstraditioner og materialer. Hjemmet dyrkes i stigende grad som skønhedssøgende bolværk mod en verden i forandring og Karin og Carl Larssons hjem bliver et boligromantisk ideal i tiden. Den svenske filosof, stemmerettighedsforekæmper, pædagog og egethjemsbygger Ellen Key vil gøre op med historicismens æstetiske overforbrug og arkitekters ligegyldighed over for hverdagslivets behov. Hendes instruktive bogudgivelse ’Skønhed for Alle’ (1898) politiserer hjemmet som en lille model af samfundet. Skønhed, for Key, er vedligehold, opretholdelse og kvinders opgave. Med afsæt i Ellen Keys mangefacetterede virke, vil jeg i forelæsningen undersøge hvordan kvinder, i krydsfeltet af de sociale bevægelser, får mulighed for at være medskabere af nye boformer og livsformer omkring år 1900.
Periode13 dec. 2023
Sted for afholdelseDet Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering
Grad af anerkendelseRegional

Emneord

  • Kvindebevægelse
  • Arkitekturhistorie