Kortlægning af Byggematerialers Logistik: Brug af GIS-software som et værktøj til kortlægning og visualisering af uset data

Anders Hermund (Editor), Lars Klint (Editor), Ruben Andersen

Publications: Book / Anthology / Thesis / ReportBookResearch

119 Downloads (Pure)

Abstract

Dette projekt fokuserer på kortlægning og visualisering af data for en konkret case, hvor dets byggematerialers logistik belyses nærmere.
Byggeri- og anlægsprocesser, samt produktion af byggematerialer stod for en årlig omsætning på 281,7 mia. kr. i Danmark i 2019, som udgør 10 % af CO2-udledningen, og er derfor en kæmpemæssig faktor i det samlede CO2 regnskab.
Bygge- og anlægssektoren står også for at generere byggeaffald på 4,5 mio. tons om året, som omtrent svarer til den samme mængde i ton CO2 der udledes.
Der håndteres desuden omkring 8,3 mio. tons overskudsjord årligt.
Således kalder et øget fokus på bæredygtige løsninger i arkitekt- og byggebranchen på nye metoder og forslag til forbedring, både på den nationale scene, men i høj grad også på den globale.
Genanvendelse og upcycling af byggematerialer har derfor også fået en ny opmærksomhed, men dette sker primært på projektniveauet og ikke som national eller regional strategi.
Kan der optimeres i logistikken for bygge-materialers færd til og fra byggepladser bare en lille smule, vil det betyde store reduktioner i omkostningerne for miljøet.
Når byggematerialer transporteres til og fra byggepladsen, sker dette ofte over store afstande, hvilket som konsekvens medfører øget trafik, forurening og C02-udledninger, som følge af de gængse standarder bl.a. for leveringsformer, køretøjers brug af fossile brændstoffer og genanvendelsesmuligheder.
Vores projekt er en afsøgning af i hvilken udstrækning, det er muligt at udfordre og forbedre denne logistik, ved at anvende nye GIS-baserede kortlægningsværktøjer til at visualisere data inden for byggematerialers logistik.
Projektet søger at komme med svar og metoder til bedre at kunne forstå kompleksiteten i et byggeprojekt, og komme med løsninger gennem en grafisk formidling, som et alternativ til gængse formater som tabeller eller rapporter, hvor afgørende data let forbliver overset.
Specifikke data fra casen er indsamlet, og opsat via en GIS-software hvor den oprindelige data forbliver indlejret, og hvor den nye geodata anvendes til at udføre præcise kortlægninger og udregninger inden for logistikken.
Dette materiale har sammen med indhentet supplerende information og statistik, dannet grobund for en række konkrete optimerede løsningsforslag for casen, såvel som generelle anbefalinger for en mere bæredygtig tilgang.
Projektets mål har været at undersøge den tilgængelige data, og fremkalde et mere overskueligt blik på de udfordringer og muligheder som findes inden for byggematerialers logistik.
Projektets resultater omhandler primært håndteringen og transport af overskudsjord og råstoffer, hvor kortlægninger og udregninger suppleret med grafisk formidling, angiver forbedrede og alternative løsninger.
Konklusionen for projektet er, at der findes et omfattende potentiale for optimering af logistikken.
Hvis dette får en øget opmærksomhed i byggebranchen, såvel som en større politisk dagsorden med nye krav og strategier, vil der kunne reduceres på omkostninger for både økonomi og for miljøet.
Original languageDanish
Place of PublicationDanmark
Number of pages94
ISBN (Print)978-87-7830-840-5
Publication statusPublished - 2021

Artistic research

  • No

Cite this