Højergård: Sønderjysk bygningskultur

Publications: Book / Anthology / Thesis / ReportBookResearchpeer-review

Abstract

Midt i Tøndermarsken, tæt på Vadehavet og nær den dansk-tyske grænse har den sønderjyske befolkning gennem generationer skabt en unik bygningskultur, der er formet af naturen, kulturarven og Danmarkshistorien. Det barske marskland og de skiftende grænsedragninger har i høj grad været med til at skabe en særlig bygningskultur her i denne sydlige del af Danmark. Mange af områdets bygninger i karakteristisk lokal byggeskik er stadig bevaret. Kun få andre steder i Danmark er samlet så mange bygninger, som tilsammen og hver for sig afspejler en lokalt forankret bygge- og håndværkstradition. Med sin centrale beliggenhed midt i Højer, lige overfor byens torv og ved siden af det gamle rådhus og Højer Kirke udgør den fredede marskgård, Højergård, netop et af disse velbevarede og sammenhængende bygningskomplekser. Her er fine arkitektoniske og kulturhistoriske værdier forenet i én og samme fortælling. I slutningen af 2016 købte Realdania By & Byg hele Højergård, der udgøres af tre unikke bygninger, som tilsammen repræsenterer tre århundreder: stuehuset fra en af områdets store marskgårde, opført i 1823 i traditionel vestslesvigsk byggeskik; en villa i storslået tysk hjemstavsstil, opført i 1906, hvor Højer var på tyske hænder, samt en lade fra 1700-tallet. Målet var at sikre og bevare bygningernes særlige regionale byggeskik, og i efteråret 2019 kunne der sættes punktum for en omfattende restaurering. I Højergård er der nu skabt en sammenhængende helhed med respekt og forståelse for de tre bygningers særegne historie og unikke bevaringsværdier og vigtigst af alt: Bygningernes sjæl er bevaret. Ambitionen har været at restaurere og genbruge så meget som muligt, i det omfang det har kunnet lade sig gøre, og i det omfang det giver mening i forhold til bygningernes nye funktioner. Samtidig er det lykkedes at indrette de tre bygninger til gavn og glæde for byen. Som madlejrskole for skoleklasser fra hele landet og som mødested for lokalbefolkningen sikres der liv og aktivitet i bygningerne året rundt, og der skabes arbejdspladser i byen. Dermed understøttes en i forvejen positiv udvikling i området omkring Tøndermarsken, der hører til blandt verdens fineste naturområder og derfor er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. Højergård er et fint eksempel på, hvordan den levende bygningskultur kan fremmes gennem bevaring, forandring og udvikling, og gården indgår nu i Realdania By & Bygs samling af mere end 50 historiske huse, som hver for sig og tilsammen fortæller om udviklingen af dansk bygningskultur gennem mere end 500 år.
Original languageDanish
PublisherRealdania By & Byg
Number of pages80
ISBN (Print)978-87-93746-09-1
Publication statusPublished - 2019

Artistic research

  • No

Cite this