Digital iscenesættelse og visuel fortælling i David Finchers Zodiac

I afsnittet om digital film i den efterhånden klassiske The Language of New Media bemærker Lev Manovich at diskussionerne om de levende billeder i den fagre computeralder har det med at fokusere på mulighederne for interaktive og/eller transmediale fortællinger. Forklaringen kunne være at man i den grad tænker filmen som et fortællende medie, at opmærksomheden mod forandringer i det narrative potentiale har tendens til at overskygger forandringer i det visuelle parameter . Hvordan det end forholder sig kan man for eksempel ved at kaste et blik på seneste nummer af Kosmorama om det ny medielandskab her snart ti år senere, konstaterer at selvom temanummerets forside prydes af James Camerons blå kriger fra 3D eventyret Avatar, handler få af artiklerne om den digitale films billedæstetik. Derimod omhandler de netop emner som nye fortælleformer, formater og distributionskanaler . Den krise eller forandring digitaliseringen har påført filmen gælder imidlertid ikke kun disse områder, men omfatter andre og ikke mindst dem, der står i forbindelse med bevægelser i den visuelle æstetik. Hvor man som regel tænker digitaliseringens forandring af de levende billeder i retning af rene computeranimerede film eller værker, præget af fokuserede og/eller spektakulære effekter, som fotorealistisk animerede karakterer og computergenererede katastrofelandskaber, har denne artikel først og fremmest til hensigt at undersøge digitaliseringens indflydelse på den realismeforbundne konventionelle fiktionsfilms billedudtryk. Jeg fokuserer dermed på det visuelle udtryk i de filmhybrider, der fremstår som konventionelle live-action film, men i realiteten og i udstrakt grad er konstruktioner sammensat af forskelligt optaget og digitalt skabt materiale. David Finchers seriemorderthriller Zodiac fra 2007 er et godt eksempel på en sådan film.