Den animerede bygning

Praksis og forskel

Hvordan udtale sig om regler, der gælder på tværs af den enkelte situation, men som alligevel vedrører skabelsen af den singulære komposition? Intentionen er at definere almene fremgangsmåder for en eksperimentel praksis i relationen mellem et tekstligt arbejde og de arkitektoniske medier. Det antages, at en sådan praksis ikke kan begrænses til et æstetisk spørgsmål i en snæver forstand, men som udgangspunkt henvender sig til det der endnu ikke er: bygningen. Den primære interesse er derfor, hvorledes bygningens relation til livsformen præger den eksperimentelle praksis mellem tekst og medie.

Der er!

Man kommer altid efter begivenheden. Den melder sig som et frembrud, i det der er velkendt. I det man kan tale om og opstille metoder for. Den er fremmed. Dette er sket, når vi ikke længere taler om det, der skal ske, men må ændre vores måde at tale og de måder hvorpå vi bruger vores redskaber. Det man kan lære, er ikke at skabe begivenheder, men at blive modtagelig for begivenheden. Selv om man ikke kan foregribe den, kan man kultivere en særlig halvt bortvendt opmærksomhed, en skelen, der søger at bringe den til at virke, i det man kan tale om og i det man frembringer. Det er en bestemt positur for den inkorporerede tanke.

Metoden og teknikken har normalt til opgave at iværksætte en kunnen. Med den rette kombination af metode og teknik bliver man i stand til at gøre så og så meget. Man forøger sine muligheder; sin evne til at gribe ind i verden og ændre den i overensstemmelse med en plan; et mål. Men kan en evne eksistere? Kan det, der kun eksisterer i og med det udføres, overhovedet siges at eksistere?[i] Hvor muligheden altid er forbundet med evnerne og metodens og teknikkens ægteskab i en beherskelse af processen, er potentialiteten en suspension af evne; muligheden for ikke at gøre.[ii] Synets potentialitet er evnen til at se mørket, synets ikke - evne. Og hørelsens potentialitet er stilheden. Da begivenheden er fremmed og aldrig udfoldes, er det med ikke-evnen, at man kommer den i møde. Begivenheden forsvinder bag evnernes støj, der altid gentager, det de kan. Hvis der er en positur for mødet, drejer det sig derfor om at byde ikke-væren velkommen. Og hvis der er en disciplin, drejer den sig om at bære sin mangel; om at udskyde sin kunnen og sin beherskelse af materialet.

Men dette er ikke en metodisk teknisk overvejelse, der af ikke - evnens omveje forsøger at stimulere udøverens opfindsomhed, for dernæst at inddæmme og iværksætte åbningen. Kun mennesket evner at udsætte sin evne til at handle.[iii] Spørgsmålet om potentialiteten i en skabende praksis er forbundet med et bredere syn på livet og forbinder det æstetiske domæne med det etiske. Det leder til spørgsmålet om bygningen kan tilvejebringe en potentialitet i livsformen, og om det i så fald er forbundet med potentialiteten i mediernes proces? For udsættelsen af handlingen er ikke kun en åbning. Den er også magtens forudsætning, hvis man overskrider tabet af evne, idet potentialiteten aktualiseres. Det er fordi at potentialiteten kan bevares i aktualiteten, at bygningen kan blive en mulig verden. Og virkelig frihed er ikke de ubegrænsede muligheder for at udfolde sine evner, men muligheden for at lade være.