Architecture and identity in a globalized society beyond tradition

Papiret diskuterer arkitekturens særlige potentiale, som en særlig måde at skabe betydning på, som kan bidrage til at skabe identitet både for det enkelte individ og for samfundets institutioner?

Jeg tager udgangspunkt i en tese om, at arkitektur opstår i spændet mellem det ubevidste og det refleksive, forstået på den måde, at arkitekturen må ses som en serie af parallelle tolkninger af et bygningsværk. Tolkninger, der spænder fra refleksioner over bygningen italesat gennem de skrevne medier til det direkte møde mellem det enkelte individ og bygningen. Arkitekturen har derfor en særlig evne til både at skabe betydning på tværs af tid og rum og til at forankre betydning i tid og rum. Betydningen kan opstå både som rent mental refleksion, men den kan også opstå gennem perception, i individets møde med bygningsværket, som en stemning, der opstår gennem sansernes aktivering af ubevidste erindringsspor. Det er denne evne til at skabe betydning, der spænder mellem det refleksive og det ubevidste, der skaber et særligt potentiale for arkitekturen i det posttraditionelle samfund, fordi arkitekturen på den måde forankrer komplekse abstrakte systemer i tid og rum.