Fremtidssikring af kulturmiljøets værdier

Project Details

Description

Gennem de seneste år har fagområdet bevaringsplanlægning, der betegner det arkitektfaglige område, som beskæftiger sig med bevaring af bygninger og bymiljøer, skullet reagere på skiftende politiske krav og visioner, der både internationalt og nationalt har flyttet på fagområdets fokus. Dette har medført, at fagets tidligere etablerede metoder og terminologi er blevet uklare. Da fagets praksis forudsætter kommunikation mellem arkitekter og andre faggrupper i planlægningssager, er denne uklarhed blevet en hæmsko.
Spørgsmålet om, hvorfor noget bør bevares og hvordan, finder i dag ikke noget entydigt svar, men er blevet et forhandlingsområde, hvor mange interesser brydes. Et af de største problemer heri er, at det aktuelle kulturarvsbegreb i stigende grad stiller krav til arkitekten om at agere som billedskaber, iscenesætter og historieformidler snarere end som arkitekt. Arkitekternes faglige kompetence bør fortsat være at udvikle projekter, hvor nyt og gammelt bindes sammen til en styrket helhed - med skyldig hensyntagen til historiens spor, men først og fremmest med de æstetiske, rumlige og funktionelle behov som det primære mål.
Indførelsen af kulturmiljø- og især kulturarvsbegrebet betyder tendentielt, at historiens fysiske spor opfattes som afsluttede fortællinger og områder udpeges som bevaringsværdige miljøer med den ofte upræcise intention om, at disse områder både skal "bevares og udvikles". Indløsningen af denne intention stiller store krav til rollefordelingen i det fremtidige bevaringsarbejde. Når de forskellige faglige kompetencer i beslutnings- og realiseringsfasen skal fungere på et usikkert grundlag, risikerer vi en situation, hvor historikere agerer som arkitekter og planlæggere, mens arkitekter forsøger sig som historikere - med uløselige problemer og metodiske konflikter til følge.
I dette projekt undersøges hvordan faget arkitektonisk bevaringsplanlægning forholder sig til de skiftende tilknyttede begreber og ideologier - bevaringsværdi, kulturarv og kulturmiljø - samt på hvilken måde, disse begreber frem til i dag har influeret på den arkitektfaglige praksis.
Formålet med projektet er at indkredse problemfelterne på dette område og at pege på, hvordan mulighederne for at tænke de stadigt større mængder af den byggede kulturarv i et fremtidsorienteret perspektiv. Dette indebærer også at gentænke den arkitektfaglige rolle i kulturarvsarbejdet som en aktiv skaber af den fremadrettede historiske proces og ikke blot som en kontrastsætter og formidler af en afsluttet historie.  
StatusFinished
Effective start/end date01/10/200401/03/2012

Funding