Project Details

Description

Afhandlingens sigte er at beskrive det animerede billedes konstruktive elementer indenfor rammerne af en arkitektur videnskabelig tænkning. Det levende billedes primære element, bevægelsen, ses her som en transformationsfigur i forholdet mellem en allerede givet rumlig og tidslig forestilling. Denne relation, mellem rummet og tiden, gøres i afhandlingen til et centralt plan i fremstillingen af viden, tænkning og kunst.

 

Afhandlingen søger at beskrive de konstruktive elementer af et filmisk blik. Her er tale et arkitektonisk blik på selve de konstruktive elementer i filmen, beskæring, optik, klipning.

En “konstruktivisme” som søger at deducere sine begreber direkte ud fra materialet, snarere end at kategorisere fænomenerne ud fra en overgribende teori. Denne opfattelsen af filmen som konstruktion er fundamental for afhandlingen. Den er opstået som et produkt af mødet mellem en arkitekturmetodik og en filmskabende praksis. Det filmiske billede er i denne forstand først og fremmest en synskegle, en perspektivisk konstruktion der som udtryk for en specifik optik, monteret i forlængelse af andre synskegler, former et filmisk synspunkt. Det filmiske synspunkt er som sådant det som skaber ”forskelle” på film. Det er en konstruktion af en række tidslige og rumlige relationer, som blandt andet producerer en films fortælling og genre. Afhandlingens ærinde er at redegøre, så præcist som muligt, for en række problemstillinger og potentialer i forbindelsen med denne filmiske konstruktion.  

 

Det er indlysende at opfatte filmkunsten som produktionen af sanseblokke udledt fra specifikke kompositoriske “snit” i en kaotisk verden. Men hvorledes med arkitekturen som både er skabende praksis og forfatter af sin egen “videnskab”? Her hævdes fremdeles at arkitekturen er fremstillingen af forskelle, indskrevet i materialerne lys, rum, tid, skala og perception, en skrift som i dens aktualiserede form peger tilbage på de forskelle som virker i det virtuelle. Inden for dette episteme er udforskningen og teoretiseringen over forskelsdannelse kardinal. Denne arkitekturforskning har således ikke nødvendigvis arkitekturen og dens vidensfelt som genstand, men som udgangspunkt for en tænkning af det filmiske. I forlængelse af dette kan man notere sig, at der i feltet mellem film og arkitektur finder en åbning sted. I nærværende arbejde tages der afsæt i at man i dette kontinuum kan transportere begreber fra det ene kunstneriske kompositions plan til det andet.
Hypotesen er at arkitekturen, for et kort øjeblik, kan lade sin egen forskelsgørelse informere af en tilsvarende inden for filmen, og at den praksis som reelt er flydt fra det ene felt til det næste, fra filmen til arkitekturen, kan beskrives, ikke bare som et tegnsystem, men i sin praksis og opståen som et sæt udfoldninger; konstruktionen af et filmisk blik. 
StatusFinished
Effective start/end date01/04/200530/08/2008

Funding