Workshop som metode til bæredygtig pædagogisk forskning med afsæt i et forskningsprojekt om kvalificering af pædagogisk praksis

Denne artikel undersøger workshops som forskningsmetode i kvalitativ pædagogisk forskning, der har kvalificering af pædagogers hverdagspraksis som genstandsfelt. Artiklen tager afsæt i et konkret aktionsforskningsinspireret projekt, hvor workshops indgik som metode til facilitering af faglig refleksion og samtale. Artiklens analyse viser, hvordan pædagogers erfaringer med implementerende former for workshops ser ud til at have den konsekvens, at pædagogerne opfatter arbejdet med eksternt udformede metoder som mere kvalificerende end refleksioner over egne handlinger i praksis. Videre peges på, at pædagoger ikke umiddelbart forbinder den kvalitative og praksisorienterede forskning med det, de opfatter som vidensbasering af deres profession, men derimod som eksempler på meningsfuldt hverdagsliv, som der ikke findes et fagligt sprog for. Artiklen problematiserer disse forhold og præsenterer tre typer af workshops, som pædagoger møder både i deres daglige virke og i forbindelse med forskning. Disse benævnes implementerende, dialogiske og eksperimenterende workshops og er analytiske kategorier, som i artiklen anvendes til at undersøge bæredygtighed i pædagogisk forskning som et spørgsmål om fremadrettet at gøre den kvalitative forskning i pædagogers praksis håndterbar for pædagogerne. Eksempelvis gennem brug af prototyper og andre eksperimenter på workshops, hvor forskeren forholder sig kritisk til egen deltagelse og sprogbrug.