Vejnettet og det urban-rurale landskab

VEJNETTET OG DET URBAN-RURALE LANDSKAB

I Danmark som i resten af den vestlige verden er der i løbet af de sidste 60 år gennemført en massiv udbygning af vejnettet. Denne udbygning af vejnettet er blevet etableret i forbindelse med realiseringen af den funktionsopdelte by og den voksende (auto)mobilitet, som denne omfattende reorganisering af byerne aktiverede. Parallelt med udbygningen af vejnettet er der samtidig sket en løbende transformation af relationen mellem det urbane og rurale, der kompromitterer forestillingen om en klar adskillelse mellem disse domæner. Denne transformation kan beskrives som udviklingen af et urban-ruralt landskab, hvis rumlige sammensætning kan karakteriseres som et heterogent patchwork af urbane og rurale elementer samt hybride fremtrædelsesformer (Sieverts et al. 2005).
Sammenhængen mellem disse parallelle processer er imidlertid relativt ubeskrevet i forhold til de professioner og institutionaliserede discipliner, der beskæftiger sig med by- og landskabsudviklingen. Årsagen til denne manglende opmærksomhed på infrastrukturens rolle i formidlingen mellem natur, kultur og produktionen af ’byen’ hænger sammen med, at studier omkring vejnettet og andre urbane infrastrukturer i udpræget grad har været negligeret og domineret af tekniske, teknokratiske og historiske perspektiver (Graham & Marvin). Hertil kommer at vejplanlægningen ofte er udgrænset eller isoleret i forhold til både byplanlægningen og landskabsplanlægningen som et rent trafikalt eller transportøkonomisk anliggende varetaget af vejingeniører og andre specialister.
Med den manglende opmærksomhed på sammenhængen mellem vejnettets udbygning og udviklingen af det urban-rurale landskab og de snævre perspektiver på vejplanlægningen risikerer vejnettet at miste sin forankring i forhold til by- og landskabsplanlægningen. Uden denne forankring kan vejnettet bidrage til en uheldig ”splintring” af det urban-rurale landskab (ibid.). Som symptom på den manglende forankring af vejnettet i forhold til by- og landskabsplanlægningen og dens konsekvenser for karakteren af det urban-rurale landskab, kan der observeres en voksende bevågenhed omkring ”the aesthetics of mobility” (Houben).

Formålet med forskningsprojektet er at bidrage til en bedre forståelse af sammenhængen mellem vejnettets udbygning og udviklingen af det urban-rurale landskab og at undersøge, hvordan vejnettet kan forankres i forhold til den fremtidige planlægning af det urban-rurale landskab, så det bidrager til at skabe sammenhæng frem for ”splintring”. Behandlingen af problemstillingen foretages ud fra et arkitektfagligt perspektiv, hvilket betyder at vægten lægges på planlægningens fysiske dimension. Med projektet rettes opmærksomheden mod Danmark, hvor problemstillingen aktualiseres med anbefalingen af en væsentlig udbygning af vejnettet i de trafikalt belastede områderne (Infrastrukturkommissionen) og tankerne om en langsigtet fysisk planlægning for hele det østjyske ”bybånd” i tilknytning til motorvejen (Miljøministeriet 2006a). I den forbindelse er idéen med forskningsprojektet at bidrage med en nuancering i forhold til de traditionelle planlægningsmæssige perspektiver, som sædvanligvis præger den faglige diskussion.

Igennem en kritisk tolkning af de planlægningsmæssige perspektiver på relationen mellem byen, vejen og landskabet samt en undersøgelse af de moderne vejsystemers indflydelse på byernes form og strukturelle sammenhænge, sætter projektet fokus på et grundlæggende paradoks i forhold til den aktuelle planlægningskultur. På den ene side fortsættes udviklingen af ’den moderne by’ med udbygningen af de moderne vejsystemer, på den anden side fastholdes forestillingen om ’den traditionelle by’ med anvendelsen af de simple dikotomier ’by-land’ og ’center-periferi’ som forståelsesmæssigt grundlag i planlægningen. I praksis lader denne logiske modsætning sig imidlertid maskere eller ignorere. I forhold til denne maskering spiller forståelsen af ’landskabet’ som natur i kontrast til ’byens’ som kultur en vigtig rolle (Corner, 1999). Dette aspekt behandles i afhandlingen ved at inddrage en række betragtninger fra den aktuelle diskurs omkring ”landscape urbanism” (Waldheim). Denne landskabsurbane diskurs søger at etablere grundlaget for en ny dialektisk syntese mellem by- og landskabsplanlægningen, hvor landskabet refererer til en fælles ramme for det urbane og rurale. Med udgangspunkt i denne alternative forståelse af landskabet, undersøges muligheden for at forankre vejnettet i forhold til den fremtidige planlægning af det urban-rurale landskab. Til dette formål præsenteres et arkitektonisk udviklingsarbejde omkring den fremtidige planlægning i det østjyske ”bybånd”, der introducerer en planlægningstilgang, hvor vejnettet benyttes som en planlægningsmæssig platform i forhold til kvalificeringen af brudfladerne i det urban-rurale landskab.