Towards the Meteorological: The Architecture of Data Centres and the Cloud

Den digitale sky gennemsyrer det daglige liv. 3,6 milliarder brugere føder den 174 $ millionindustri som udgør 3% af det globale energiforbrug. Afhandlingen undersøger metaforen og de datacentre som det er tegn på for at afsløre skyens midlertidighed, rumlighed og materialitet fra et arkitektonisk perspektiv. Ved at skabe analogier med skyvariationer – meteorologiske, fiktive og nedfalds-skyer – søger undersøgelsen at afdække hvad sky-metaforen afslører om digitale arkiver. På trods af den (digitale) skys omfattende tilstedeværelse i beslægtede fagområder, har den stadig ikke etableret en teoretisk ramme i arkitektur. Gennem ”planetary imaginary” viser jeg at digitale arkiver legemliggør det meteorologiske modus: som meteorlogiske skyer er de ekstremt responsive og opdaterer konstant deres animerede mobile data, styret af en arkiveringsimpuls til at opdatere.

Del I undersøger geologiske konsekvenser af datacentre, skyens fysiske rygrad, da servere er lavet af materialer udvundet af jorden: metaller, mineraler, sjældne jordarter (Parikka). Da geologi var en ung videnskab defineredes planeten som et arkiv. I dialog med en række tænkere (Ruskin, Smithson, Ernst, Leopold, Bjornerud, Cohen, Deleuze og Guattari) udvikler jeg den geologiske modus – en tidslig, materiel og rumlig metode der legemliggør jordens/terrænets logik. Det guider min analyse af tre casestudier. Først Lamont-Doherty Earth Observatory. Det arkiverer sedimentkerner udtaget af fra havbunden, der indeholder geofysiske og miljø historier legemliggjort i fossiler. Med Meillassoux undersøger jeg de store tidslige horisonter i det før animerede stof. For yderligere at vurdere terrænets tidsligheder, vender jeg mig mod stor-skala mindesmærket Il Grande Cretto (1984–2015) af kunstneren Alberto Burri. Det arkiverer geologisk materiale der engang udgjorde Gibellina´s byggede struktur, før det blev ødelagt af jordskælv. I tråd med planetens immanente bevægelse (Nigel Clark), affekt teori (Sara Ahmed og Lauren Berlant) og kunsthistoriske referencer, forstår jeg Cretto som Burri’s forsøg på at skabe et ophold, en pause i de vedvarende geologiske aktiviteter. Den geologiske modus frembringer arkiver der uafbrudt opdaterer deres indhold. Denne modus er legemliggjort i Nordeas hovedkvarters datacenter af Henning Larsen, 2017. Datacentre tæmmer det geologiske stofs kapacitet til at arkivere. Deres indgroede hemmelighedsfuldhed modstandsdygtighed og redundans inviterer den arkitektoniske sammenligning til bunkeren (Virilio, Hu). Bunkeren er som en modvægt overfor den omfattende infrastruktur som datacentrerne ikke kan isoleres fra (Koolhaas, Easterling).

I Del II med datacentrers faste men aktive (geologiske) terræn som baggrund, har jeg vendt mig mod skyen og den meteorologiske modus. Begyndende med den filosofiske kontekst af skyen og dets skyer som medie (Durham Peters) beskriver jeg de meteorologiske skyers drivgas som datapunktskyer, der bogstaveligt lagrer og overfører information. Som data i den digitale sky, komponerer den konstant foranderlige og omskiftelige drivgas stadigt nye forbindelser og sammenstillinger. Med reference til tidlig ”computing” (Babbage) taler jeg for meteorologiske skyer som analoge computere. For en arkitektonisk konstellation af vejr og ”computing” vender jeg mig mod meteorologen Richardsons spekulative Forecast Factory (1922) – en kombination af en sky og en klode, designet til at beregne og arkivere planetens vejr. Jeg vender mig mod den arkiveringshistorie som har påvirket skymetaforen. Eksemplet med en tidlig databank foreslået af den amerikanske regering i 1966, afslører hvordan det kybernetiske arkiv i kombination med den kolde krigs konstante tilstedeværelse af radioaktivitet, gav næring til arkiv- og netværk- feber, kulminerede afslutningsvis i vores digitale sky. Udlicitering af ubevidste kognitive processer (Hayles) til ”technical beings”, er et forsøg på at dæmpe disse febertilstande. Jeg kobler den digitale skys domæne af ubevidstes ”mschine learning” og big-data med forestillingen om et ”great outdoors” (Meillassoux, Bennett). Kunstige skyer medierer det utilgængelige. Arkitektoniske eksempler fra 1960-erne (Wright, Ant Farm) aktualiserer skymediatoren i en tid hvor det globale, øjeblikkelig kommunikation og rumrejser spirede.

Den digitale sky udgør et eksteriørt og fysisk utilgængeligt domæne der paradoksalt nok er fyldt med intime og identitet-definerende information om dets eksternaliserede brugere. Den digitale sky er mere end en metafor: den artikulerer, stadig mere gennemtrængende, tærsklens rumlighed, af kroppe uden overflader, af medie som rum, af vores byggede verden udvidet til det uhåndgribelige – kort sagt et ”great outdoors”.