Svar på forslag om oprettelse af et universitetsinstitut for Design Tænkning: Forslag om oprettelse af et Designforskningsråd

Indlæg på http://www.policydesignthinking.com/

 

Dette er delvist en kommentar til det herligt provokerende forslag om oprettelse af ét universitetsinstitut for designtænkning.

 

Designforskningen i Danmark modnes i disse år og visse steder har den overstået sine teenage-år. Flere forskningsmiljøer på tværs af ministerielle ressortområder fremviser solide internationale resultater – ingen nævnt ingen glemt. At lave et monolitisk institut (som foreslået andetsteds), vil formodentlig udsulte eksisterende stærke og blomstrende miljøer, samt mindske antallet og styrken af kritisk frugtbare perspektiver indenfor forskningen. Mængden af forskningsmidler er ikke absolut, men givetvis begrænset. Endvidere vil etablering af ét designforskningsinstitut risikere at trække viden væk fra eksisterende forsknings- og uddannelsesinstitutioner, med fare for fald i undervisningskvaliteten. Det er ikke ønskeligt.

 

Frem for etablering af ét institut bør der satses på at skabe stærke differentierede miljøer med tætte internationale forbindelser og et balanceret strategisk fokus på udbygning af akademisk viden samt erhvervsmæssig relevans. En vigtig støtte i dette vil være en anerkendelse af designforskningen som ligestillet med øvrige forskningsområder. Her er etableringen af et designforskningsråd et vigtigt virkemiddel. Kriterier for tildeling af midler bør som i andre forskningsråd og videnskabelige områder være forskningsmiljøets kvalitet og formidlingskraft, forskningsprojekternes videnskabelig styrke og klarhed, samt deres relevans.

 

Set udefra kan designforskning karakteriseres som tværfaglig – den benytter sig af vidensproduktion og tilgange fra en række hævdvundne videnskabeligheder. Det kunne således være nærliggende at se oprettelsen af et designforskningsråd som et tværministerielt anliggende mellem Videnskabsministeriet, Kulturministeriet og Erhvervs- og Økonomiministeriet.

 

Svar til Merete:

På baggrund af de hidtidige ”bruger”-indlæg synes der enighed om, at forskningsmæssig mangfoldighed er at foretrække. Der er lidt forskellige fortolkninger af områdets modenhed og tydeligt aflæselige forskelle på om, og hvordan vi når dette, samt om man skal have et designforskningsråd, eller det der ligner. I den forbindelse er der et par grundlæggende diskussioner, man bør føre og som kun strejfes i de hidtidige indlæg: Hvad er bevæggrunden for styrkelse af designforskningen? Hvordan kan man sige at designforskningen er et selvstændigt område? Hvad vil vi med det? Og hvad er størrelsen på kritisk masse?

 

Den daglige designforskningsvirkelighed er broget og gennemføres i mange tilfælde som: 1) Nogle bedriver designforskning i ly af anden forskningsmæssig tilgang (designforskere deltager som underleverandører til andre hævdvundne videnskabeligheder – hvor designforskning er et biprodukt og retfærdiggørelsen af aktiviteten er til vedvarende diskussion), 2) mens andre bedriver designforskning på trods af grundvidenskabelig tilgang (forskere der bedriver designforskning på trods af de egentlig er f.eks. humanister, ingeniører eller økonomer – og således konstant skal forsvare deres (lidt anderledes) arbejde i forhold til en grundvidenskabelighed).

 

Spørgsmålet er således, hvad skal være styrende for den fremtidige designforskning? Skal det 1) være eksisterende tilgange og erkendelsesinteresser fra de nuværende grundvidenskaber (repræsenteret ved det nuværende forskningsrådssystem), eller 2) skal designforskning have sit eget grundlag med deltagelse af andre videnskaber med det karakteristika at være forslagsstillende?

 

Som angivet ovenfor kan en betydelig del af designforskningen siges at være kendetegnet ved tværvidenskabelighed, da den ofte trækker på en vifte af bl.a. humanistiske, tekniske og samfundsfaglige erkendelser og gerne publicerer sine resultater i alle disse retninger. Altså, set med klassiske Humbolt’ske briller er designforskning et forvirrende pindsvine-strittende felt! Dog vil man ofte finde en fællesnævner i designforskningen ved at være (sagt lidt højstemt) modigt forslagsstillende, rettet mod en æstetisk konstruerende erkendelsesinteresse. I forsimplet form: den er eksperimentel, teoridannende og forandringsrettet mod skabelse af erkendelser for en attraktiv morgendag. Sammen med arkitekturen er designforskningen særlige eksponenter for dette, og forløst i såvel forskning som praksis inviterer vi gerne andre videnskabeligheder ind til at støtte dette sigte. Altså vi har noget samlende unikt, der på en og samme tid adskiller os fra og inviterer andre videnskabeligheder med.

 

Jævnfør visionen anført andet steds her på siden er det netop designforskningens værdsættelse og fordomsfri anvendelse af mangfoldige resultater og erkendelser, der peger på et potentiale til at kunne være det samlende forskningsfelt for innovative løsninger på tværs af videnskabeligheder. En række designforskningsmiljøer i DK kan i dag fremvise internationalt anerkendte resultater med netop dette kendetegn.

 

Har vi så (eller er vi tæt på at have) ”kritisk masse” til at løfte dette?

Merete Ahnfeldt-Mollerup anfører i sit indlæg, at man i fri konkurrence om forskningsmidler skal forvente en ansøgningsmæssig succesrate på ca. 20% og at der burde være ca. 50 mil. årligt til uddeling indenfor feltet. Tal der umiddelbart synes rimelige sammenlignet med andre videnskabeligheder, der har et tilsvarende positivt potentiale for at skabe grundlaget for morgendagens attraktive samfundsmæssige og kommercielle løsninger. Ved en mental rundfart i den danske designforskningsgeografi er der for nuværende minimum 15 - 20 forskningsbærende institutioner, fakulteter og institutter, der oppebærer ovennævnte karakteristika, og dermed kan være centrale hovedansøgere med tilhørende underskov af partnere, for hvem disse midler ville være kærkomne både i forhold til forsknings- og samfundsmæssige udfordringer.

Med de nye overheadregler og stigninger i indskrivningsgebyrer, rejseomkostninger til øget internationalisering etc. koster det ca. 650.000,- om året at ansætte en ph.d. eller post doc. Med ovennævnte tal in mente skulle dette danne grundlag for ca. 75 stillinger om året eller gennemsnitlig 3- 4 pr. hovedansøger + 1- 2 til fordeling blandt eventuelle forskningspartnere. Og ansøgninger om det 5 dobbelte. Målt med lokale briller (Institut for Design Arkitektskolen Aarhus) er dette tæt på at være den egentlige virkelighed. Vi både kan og vil gerne være flere. Gerne i samarbejde med andre, gerne internationalt og allerhelst i en sammenhæng hvor forskningsdagsorden fokuserer på design, dets samfunds- og erhvervsmæssige relevans samt støtte til stadigt dygtigere kandidater.