SOUS LES PAVÉS: LA PLAGE! På sporet af geologisk resonans i landskabsarkitekturen

Ideen om at vi befinder os i det antropocæne – en ny geologisk epoke defineret ved menneskets massive og allestedsnærværende indvirkning på planeten – lægger ikke blot an til en revision af vores traditionelle naturopfattelser, den kalder også på refleksion over landskabsarkitekturens æstetiske virke. Hvordan kan landskabsarkitekturen ved at stimulere sanseapparat og intellekt skabe adækvate rum for refleksion over menneskets relation til naturgrundlaget?
I det følgende gøres en række tanker vedrørende dette spørgsmål, dels med afsæt i forfatterens egne observationer af materielle forhold og processer på havnen i Aarhus, dels inspireret af værker og ideer hos en række kunstnere, der alle mere eller mindre bevidst har kredset om noget, der i denne sammenhæng kunne betegnes geologisk resonans: Et værks evne til at bringe mennesket på bølgelængde med geologiens ’dybe tid’.
Når den avantgardistiske kunstnerbevægelse situationisterne brugte parolen sous les pavés: la plage! blev stranden associeret med det frie naturlige rum i kontrast til den brolagte gade, der repræsenterede samfundets undertrykkende orden. Men udtrykket kan samtidig minde os om geologiens allestedsnærværende karakter. Geologien findes lige for fødderne af os i og under byens belægninger og vi behøver ikke at besøger geologiske seværdigheder som Jyske Ås eller Møns Klint for at opleve geologisk resonans.