RUM: De fiberforstærkede polymere kompositter i arkitektonisk kontekst

Publikation: Bog / Antologi / Afhandling / RapportPh.d.-afhandling

159 Downloads (Pure)

Abstract

Denne erhvervsph.d.-afhandling, “RUM - De fiberforstærkede polymere kompositter i arkitektonisk kontekst’’, undersøger FRP’s (Fibre Reinforced Polymers) integration i bygningskunsten med fokus på den interne komposition af komposittens to materialebestanddele: Fibertråd (armering) og matrix (masse). Formålet er at søge nye måder at komponere fibergeometriens tekstile og tektoniske principper med flydende og formbar egenskab i frembringelsen af en translucent materialelogik til det arkitektoniske element, rum og samling. Afhandlingen er udført i et samarbejde med ‘KHR Architecture’ (praksis), ‘Fiberline’ (industri) og ‘KADK-IBT - Instituttet for Bygningskunst og Teknologi’ (forskning).

Siden 1960’erne udvikles FRP‘s form-ledte potentiale til arkitektonisk integration og kontrol med kontinuerlig optimering af materialets styrke, stivhed og lethed. Hidtil har der dog været mindre fokus på at anvende den fibertekstile æstetik og matrix som mere end en strukturel logik og opak materialetilstand. Motiveret af FRP’s tekstile principper og translucente egenskaber synliggøres den iboende fibertektonik og genererer tvetydige grænsefænomener og arkitektoniske mellemrumstolkninger.

Afhandlingens hovedundersøgelse centrerer sig om at skabe koreograferede scenografier til det arkitektoniske rum, krop og bevægelse med FRP’s fibertekstile tektonik og mellemrum. Ved at undersøge FRP’s iboende egenskaber, afdækker afhandlingen relationen mellem del og helhed i varierende afstande og repetitive rytmer aktiveret af materiale, element, rum, bygning og samling. Med udgangspunkt i tråd, tekstil, tekstur og translucens eksperimenteres der i afhandlingen med fiberretninger og den centrale relation og reaktion med matrix i den transformative proces fra flydende til fast. Således argumenteres der i afhandlingen for, at FRP kan påvirke måden, hvorpå tektonik, teknologiske passager og translucent geometri som lineær og organisk effekt begrebsliggør og indtager materiale, proportion, rum og krop. Ved at anvende ‘Research-By-Design’- metoden tager afhandlingen afsæt i udvekslingen mellem forskning og praksis i bevægelsen mellem det videnskabelige, kunstneriske og arkitektoniske. I adskillelsen og sammenstillingen af FRP-kompositioner udvikles der i afhandlingen en konkret afkodning af den fysiske relation mellem strukturel og æstetisk logik og aktiverer derigennem den sanselige forståelse. Herigennem udpeges fire skalatrin: Eksperiment, prototype, demonstrator og realisering. Med udgangspunkt i tekstilt håndværk organiseres den tektoniske fibertråd, gennem tegning, grid og model, med tidens digitalisering og teknologiske maskinæstetik, som endeligt fikseres af en matrix. Disse visuelle undersøgelser illustrerer FRP’s materielle tilstande for at forstå lys, skygge og bevægelse som en dynamisk og optisk effekt, der er ligeværdig med materialiteten. Det essentielle resultat af forskningen er, at FRP leder til nye materialelogikker, metoder og grænsefænomener i koblingen mellem tråd, flydende og fast, som generator for arkitektonisk tektonik. Afhandlingen tager afsæt i hypotesen om at kunne manipulere strukturel og æstetisk logik med tekstil og translucent effekt for at lede FRP til en ny materiale-, element- og rumteknologi. Konkretiseringen af de intuitive materialeundersøgelser leder til målbare scenografier, der opleves i 1:1 i tre kontekster: Laboratorium, udstilling og matrikel. Resultater, der teoretiserer og praktiserer konvergensen mellem standard og specifik fremstilling, det konkrete og abstrakte.

Ved at se bygningskunsten som en materialelogik, formet af en tekstil, fleksibel og flydende tilstand, afdækker afhandlingen muligheden for at overveje nye arkitektoniske kompositioner. I bevægelsen mellem tradition og fornyelse, eksperiment og 1:1 undersøgelser, struktur og beklædning, introducerer afhandlingen translucente fiberformationer, en fiberinstallation og en fiberbygning, der i et spændingsfelt mellem det målbare og intuitive, komponerer en rumlig og tvetydig aktivering af forgrund, mellemgrund og baggrund. En iscenesættelse af materiale, kontekst og krop, der rækker udover materialets tilstand og etablerer scenografiske situationer som metaforer til nye afkodninger og sansninger, for at skabe.
Bidragets oversatte titelSPACE: Fiber-Reinforced Polymers (FRP) in an Architectural Context
OriginalsprogDansk
UdgivelsesstedKøbenhavn
Antal sider674
StatusUdgivet - 2020

Kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV)

  • Nej

Citationsformater