Patina: Arkitektonisk motiv og informant

Publikation: Bog / Antologi / Afhandling / RapportPh.d.-afhandling

1118 Downloads (Pure)

Abstract

Arkitekturens tid er og bør være lang. Det er ressourcekrævende at bygge, og bygninger bliver i de fleste tilfælde gamle, uanset om de er bygget til det eller ej. Aldring og patina er de uundgåelige vilkår, der følger heraf. Vi har for vane at tale om en bygning som færdig, når arkitekten afleverer sit projekt, og det sidste lag maling akkurat er tørt. Vi burde i højere grad tale om, at bygningen begynder. Historisk set har en opmærksomhed om de forandringsprocesser, en bygning undergår over tid, været tænkt ind i arkitekturens materialesætning og detaljering. Byggetekniske, ressourcemæssige og samfundsmæssige vilkår har ændret sig gennem tiden, og med den historiske udvikling har også synet på og vilkårene for patina ændret sig. Der bruges i dag mange kræfter og ressourcer på at bekæmpe arkitekturens aldring og patina, der ofte anses som uønskede. Afhandlingen peger på, at opmærksomheden på arkitekturens patina er veget til side for arkitektur, der i sin materialesætning, detaljering og byggeteknik ofte bliver et billede på noget, uden til fulde at forstå, at det, der efterlignes, er noget i sig selv og historisk set er opstået som arkitektoniske svar på byggetekniske problemer, hvor patina har virket både motivdannende og informerende på arkitekturen. Resultatet viser sig i bygninger, der hurtigt nedbrydes og opnår en uønsket patina. Afhandlingen åbner, udfolder og aktualiserer problemfeltet, der knytter sig til arkitekturens patina, og sætter fokus på følgende spørgsmål: Hvis arkitekturens patina er uundgåelig, kan arkitekter da arbejde med patina, så patina ikke blot forringer og slører, men også føjer til og forbedrer? Hvad er det, der i givet fald føjes til, og hvordan kan en øget forståelse af patina udnyttes i arbejdet med at frembringe arkitektur med et langt liv for øje? For at kvalificere svarerne udbygger afhandlingen først et begrebsapparat og en teoretisk og historisk ramme om patina, der kan kvalificere diskussionen om arkitekters muligheder for at tage tiden alvorligt som en uomgængelig præmis, der ikke bør ignoreres og ikke kan undgås, men som kan betragtes som en ressource. Dernæst undersøges tilgange til at arbejde med patina ved at stille skarpt på to bygningsværker af C.F. Hansen og to bygningsværker af Gigon / Guyer, hvor patina spiller en betydningsfuld rolle for det byggede værk, og hvor patina har spillet en rolle på forskellig vis allerede ved tegnebordet gennem arkitekturrepræsentationerne. Til sidst undersøges, hvorledes en øget opmærksomhed på patina kan indgå som informerende parameter i den arkitektfaglige praksis allerede fra idé- og skitseringsfasen gennem tre diskuterende undersøgelser af tegnede studieprojekter. Tilsammen peger afhandlingens tre hoveddele på, at patina ikke er et romantisk, men et højaktuelt anliggende med informerende og motivskabende egenskaber; at patina ikke kan undgås, men til en vis grad kan styres i en ønsket retning; at (re)præsentationen har potentiale til at indgå som et produktivt redskab i arbejdet med patina; og at patina anses for at indgå som en vigtig del af langsigtede bæredygtighedsstrategier. Afhandlingen viser gennem sin indkredsning, udbyg-ning og demonstrering af patina, at det er muligt for arkitekter at arbejde bevidst, konstruktivt og opmærksomt med arkitekturens evne til at blive gammel. Aldring og patina tager ikke kun fra, men føjer også til.
OriginalsprogDansk
UdgivelsesstedKøbenhavn
ForlagDet Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering
Antal sider284
ISBN (Trykt)978-87-7830-947-1
StatusUdgivet - 1 dec. 2019

Emneord

  • patina
  • Kulturarv
  • bygningskultur
  • bygningsarv
  • bygningskunst
  • aldring
  • weathering
  • Transformation
  • restaurering
  • Bæredygtig Bygningskultur
  • Bæredygtighed og cirkulær økonomi for bygninger

Kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV)

  • Nej

Citationsformater