Konservatorer med ph.d. Lined canvas paintings, Mechanical properties and structural response to fluctuating relative humidity

Denne afhandling undersøger dubleringshistorien for samlingen af danske guldaldermalerier på lærred på Statens Museum for Kunst (SMK) og søger at forstå fugtfølsomheden i malerierne før og navnlig efter dublering. Dette gøres ved hjælp af kemiske analyser såvel som trækstyrketests af prøver fra ombukningskanten og på dublerede prøvemalerier. Forskellige dubleringers evne til at støtte lærreds malerier når de spændes op samt i skiftende relativ fugtighed (RF) evalueres.

Seks forskellige kombinationer af dubleringsbindemidler og –lærreder er undersøgt. Der er tale om bindemidlerne Beva 371, Plextol D360, voks-harpiks og lim-klister. Dubleringslærrederne var hørlærred og polyester sejldug. Et naturligt ældet lærredsmaleri samt et nyproduceret maleri der var lavet til sådanne tests blev dubleret ved hjælp af de ovennævnte metoder. Voks-harpiks og lim-klister blev dog ikke dubleret på polyester sejldug. Forsøgene med de dublerede og udublerede prøver bestod af en-aksede kraft tøjningstests for at evaluere prøvernes stivhed. Dette blev gjort for at forstå hvad der sker med et dubleret maleri når det genopspændes eller når det bliver kilet ud efter opspænding. Tests hvor prøven fastholdes med samme tøjning ved skiftende grader af relativ fugtighed viste desuden, hvordan dublerede og genopspændte malerier reagerer på forskellige fugtniveauer.
Modsat den sædvanlige antagelse viste det sig at voks-harpiksdubleringerne på hørlærred reagerede på høj relativ fugtighed med øget sammentrækningskraft i forhold til før dublering. Sammentrækningen kunne måles allerede ved et relativt fugtighedsniveau på 65%. Eftersom bindemidlet fyldte hulrummene i lærredsstrukturen (både på originallærredet og dubleringslærredet) blev effekten af kvældningen i fibrene forstærket. Tidligere forskning antyder at dette også gælder for lærreder imprægneret med flydende Beva. Resultaterne viste ydermere at lim-klister på hørlærred støttede maleristrukturen i betydelig grad ved 50% RF, hvorimod der var et betydeligt øget stressniveau i dubleringen i tørt klima. I høj RF (70-80%) var der ingen spænding i dubleringen, der derfor ikke kunne støtte maleriet. Det betyder, at lim-klister og voks-harpiksdubleringer begrænser, hvor stort udsvinget i RF kan være i et kunstmuseum, der indeholder malerier med sådanne dubleringer. Modsat viste prøver, der var dubleret på polyester sejldug, en let øget tolerance overfor RF svingninger.
Dublering er ikke et effektivt alternativ til klimakontrol fordi et opspændt lærred ikke kan komprimeres og derfor ikke kan beskytte farvelag of grundering mod kompressionskraft. Stivhed i en dublering ved relevante RF niveauer er afgørende for, hvor meget en struktur kan trække sig sammen. I mange tilfælde vil dublering faktisk kræve en strammere klimakontrol end maleriet behøvede før dublering, og det har også vist sig at gælde for den danske guldaldersamling på SMK.