Humanistisk arkitektur som eksportvare

Dansk arkitektur har været drevet af en art uskreven kontrakt mellem arkitekterne og den demokratiske stat og dens institutioner. Den kan forstås som en etos – en byggeskik med indbyggede æstetiske og moralske værdier. Men i dag er dansk arkitektur også noget, der eksporteres. Det rejser en række spørgsmål, der må diskuteres så åbent som muligt. Hvad betyder det for arkitekturen og arkitekterne at praktisere i kulturer og under politiske systemer, der ikke har et mål om, at arkitektur skal skabe hverken humanisme, frihed eller lighed. Essayet beskriver grundlaget, identificerer en række positioner i forhold til arkitektureksporten og diskuterer dilemmaer, der knytter sig til dansk arkitektur i et eksportperspektiv.