Generative Algorithmic Techniques for Architectural Design

Arkitektonisk designmetodologi udvides gennem muligheden for at
fremstille særlige teknikker, baseret på computerprogrammering, som
en integreret del af designprocessen. Den stigende udbredelse af
digitale produktionsteknikker inden for byggeriet giver nye muligheder
for at etablere smidige flow mellem digital formgenerering og realisering.
En tendens i nyere praksis viser et øget fokus på at udvikle unikke
tektoniske løsninger som en vigtig ingrediens i designløsningen. Disse
tendenser konvergerer, og udgør den bredere kontekst for denne
afhandling.
I arkitektonisk design er digitale værktøjer hovedsageligt
blevet brugt til repræsentation og specifikationer, og generelt som en
effektiv udskiftning af tilsvarende manuelle redskaber. Den seneste
udvikling gør det muligt for arkitekter at integrere computerberegning i
designprocessen, og derved generere geometri og information i forhold
til realisering. I denne situation rettes arkitektens opmærksomhed
mod de formgenererende regler, som så afspejler designhensigter,
kontekstuelle parametre og produktionsforhold. En fordel ved
denne fremgangsmåde er muligheden for at håndtere større grad af
kompleksitet, både med hensyn til geometri og ydeevne. Det skyldes
til dels, at den underliggende matematiske logik danner basis for at
generere information på mange niveauer, afhængigt af projektets
udviklingstrin og modtagerbehov.
Forskningprojektet retter sig imod behovet for at etablere en
arkitektonisk ramme for at inddrage og diskutere generative teknikker.
En række metoder, rettet mod bestemte typer af geometriske og
arkitektoniske problemer er udviklet, og danner grundlag for at diskutere
muligheder og konsekvenser relateret til hver problemtype. Metoderne
er ofte inspireret af modeller udviklet inden for naturvidenskab, især
biologi. Principperne er således videreudviklet med henblik på
artikulation indenfor arkitektonisk design. Visse metoder er bidrag, som
viser potentiale for fremtidig brug og udvikling. En metode er således
rettet mod ”bottom-up” generering af overfladetopologi ved anvendelse
af en agentbaseret logik. Der er udviklet en måde at integrere
mønsterdannelse og kontekstuelle parametre i den formgenererende
proces. I et tredje eksempel etableres et flow af information og materiale
fra formgenerering til realisering ved hjælp af generative værktøjer
og feedback loop i designprocessen. Der gennemgås yderligere tre
metoder, og via specifikke referenceeksempler etableres en overordnet
diskussion på tværs af de algoritmiske og arkitektoniske principper. Her
diskuteres potentialer og implikationer for arkitektonisk formgivning.
Det gælder både på det metodiske niveau, hvor forskellige tilgange
sammenlignes og i et bredere perspektiv i forhold til arkitektonisk
designmetodologi.