From Matter to Form: Reintroducing the material dialogue from craft into a contemporary design process

Incitamentet for at starte dette forskningsprojekt var et voksende forbehold overfor den nutidige designproces, der i høj grad syntes domineret af det konceptuelle og det immaterielle. Det er en type af designproces, der kun i begrænset grad forholder sig til den materielle virkelighed og produktionen, og derfor ender med at skabe en videns-barriere mellem designer og det endelige produkt. En sådan barriere kan udgøre en hæmsko for bæredygtigt design. Når man skal designe et bæredygtigt produkt, så kræver det mere end at forstå principperne for et bæredygtigt system. Det kræver også en grundlæggende forståelse for de materialer, der indgår i det fysiske produkt.

Når en (kunst)håndværker arbejder, så foregår det traditionelt i dialog med materialet. Det er den dialog, som finder sted mellem håndværkeren, materialet og værktøjet, der giver håndværkeren en kropslejret forståelse af, hvordan materialet opfører sig og kan formgives. Forskningsprojektet undersøger, hvordan denne dialog kan genindføres i en nutidig designproces. Det overordnede mål med projektet er, at bidrage med anvendelsesorienteret teori om, hvordan det at arbejde med materialer igen kan blive en central del af designuddannelsen og designprocessen. De specifikke forskningsspørgsmål er:
1. Hvilken type af viden om materialer er nødvendig for at kunne skabe et bæredygtigt design?
2. Hvordan vil implementeringen af en designproces, der inkluderer en dialog med materialet påvirke designuddannelsen?
3. Hvordan kan man integrere dialogen med materialet i en nutidig designproces, der også inkludere digital design og fabrikation?

Det teoretiske grundlag for projektet er baseret på følgende:
• Det problematiske forhold mellem bæredygtighed og produktion.
• Materialernes rolle i designuddannelsen igennem forskellige tidsperioder.
• Den kropslejrede forståelse og tænkning, som opbygges gennem dialog med materialet i traditionelt (kunst)håndværk.

Forskningen er udført som “exemplary design research driven by programs and experiments”. Det betyder, at viden opbygges i samspillet mellem eksperimenter og forskningsprogram. Forskningen er desuden baseret på “constructive design research”, der bruger praksisbaseret designforskning til systematisk at undersøge forestillinger om en ny virkelighed, bygge den og teste den for at se om den virker efter hensigten. Eksperimenterne blev udført i seks “design trials”, hvor en designproces, der fra starten af processen inkluderer en dialog med materialerne til produktion, løbende blev afprøvet og udviklet som følge af resultaterne.

Resultaterne viser, at når designstuderende får lov til at undersøge og eksperimentere med materialer, så kan de potentielt opbygge den type af materialeviden, der er nødvendig for at skabe bæredygtige design. Projektets resultater bidrager desuden med viden om, hvordan en dialog med materialet kan introduceres i en nutidig designproces, der inkluderer digital design og fabrikation. Resultaterne blotlægger dog også, at det ikke nødvendigvis vil være uproblematisk at genindføre materialerne på denne måde i designuddannelsen. Det kunne kræve ændringer af både læringsteori, curriculum og ikke mindst af de fysiske rammer. Endelig indikerer resultaterne, at en genindførelse af dialogen med materialet udfordrer etablerede forståelser af design, fordi det placerer designaktiviteten i et tværdisciplinært felt mellem kunst, teknologi og naturvidenskab.