Et aktiviserende idrettsanlegg

Bislett Stadion er på mange måder et forbilledligt eksempel på den gode planlægning og en formgivning, der fremmer artikulationen mellem stadion og den omgivende by. Uden at forfatteren påstår, at Bislett Stadion henvender sig til breddeidrætten eller den forbipasserende motionist, så hævder han alligevel, at det med sin fine integration i Oslo og de mange indblik til arenaen fremmer samvær, kreativitet og, af og til, endda aktivitet.

Stadionet udfordrer således vanetænkningen bag rum til idræt, kultur og fritid ved at dyrke bynærheden til, dels at udlevere de vekslende scenarier i arenaen ucensureret til de forbipasserende, dels ved at skabe et skulpturelt sportsbyggeri, der finder sin typologiske og lidt stædige enegang i de omkransende boligblokke og gadesystemer. Arkitektfirmaet C.F. Møller viser en sjælden vilje til at skabe æstetisk symbiose mellem by og arkitektur samt bevægelse.

Således vil jeg i det følgende fremhæve to aspekter ved Bislett: 1. Potentialet ved den "trodsige" bynærhed, som byggeriet fremstår med, og 2. kort pege på, at idrætten synes på vej væk fra den snævre forståelse af begrebet som konkurrence og medaljestrid og på vej mod at blive del af et bredere kulturbegreb.