Den levende bygningskultur: Et forhold mellem menneske og bygning

Bidraget til bogen er et essay omhandlende den levende bygningskultur. Essayet stiller spørgsmålstegn ved, hvad levende bygningskultur er og skitserer to opfattelser af begrebet.
1. Den antropomorfe tilgang til bygningen, hvor den anses som værende levende i den forstand at den fødes, lever, ældes og dør. I den tid en bygning lever undergår den en række forandringer. Både den uundgåelige forandring over tid med de spor og ar et liv nu giver, men også de større og mere skelsættende og måske endda livs- og funktionsændrende nedslag som eksempelvis en restaurering, ombygning eller transformation kan være. Denne tilgang til bygningen som levende, tillægger materialet (originalsubstansen) stor værdi og vil typisk hæge om de spor og alderstegn bygningen består af.
2. Den anden tilgang til levende bygningskultur i essayet er den fænomenologiske, der tager sit udgangspunkt i mødet mellem menneske og bygning og det spændingsfelt der opstår imellem subjektet og objektet. Ved at inddrage det menneskelige selv i ligningen og lægge vægt på sansning op oplevelse i analysen af en bygnings værdier, vækkes bygningen til live.
Denne anskuelsesform påpeger derfor, at den levende bygningskultur, er den bygningskultur vi allerede kender, men som vi i dag behandler som død.
Ved at anlægge en fænomenologisk tilgang til bygningskulturen får vi en udvidet bevidsthed omkring vores sansning og vores evne til at stemmes og påvirkes af vores omgivelser. En fænomenologisk analyse vi give adgang til nye lag af bygningskulturen, der vil åbne op for en ny måde at se og forstå de værdier der findes. Hermed gives en helstøbt forståelse af menneskekroppens færden i og dialog med bygningskulturen.