Den laminære tegning

Tegningen er et medium og et kommunikationsmiddel. Arkitekturtegningerne, som vi kender dem, spænder over skitsen, der i sin form har det antydede, det som kan foregribe vores tanker, og som i det tilnærmede er formløs og alligevel har form; samtidig substansløs og alligevel med antydningen af en kontur, ytrer skitsen sig; som diagrammet, der giver anledning til tænkningen, ved at det bærer dens karaktertræk, sniger skitsen sig ind på udsagnet - og til den repræsentative eksakte arkitekturtegning, der kan udtrykke alt fra kompositoriske forhold til indholdsmæssige og rumlige organiseringer og som sammenføjer informationer gennem rationelle tegningsformer, som kendes fra dokumentationen og gengivelsen af værkerne. Hertil kommer de forskellige tegningskonstruktioner, som tilsammen er i stand til at fremkalde et totalt billede, der tilnærmer sig en fuldgyldig forestilling om en kommende arkitektonisk fremtræden; enten som tredimensionale moduleringer eller som illustration af visuelle karakteristika. Tilsammen har arkitekturtegningen en i høj grad indforstået notationsform, der med sine konvensioner og traditioner kræver indsigt af den der ser og af den, der anvender tegningen som medium. Den laminære tegning er på en gang en notationsform og en beskrivende og producerende form, der fremkalder et materiale, der ikke har en genkendelig repræsentationsform eller mimer den traditionelle arkitekturtegning.