Da byen flyttede på landet: Det danske plansystem & arkitekternes utopier

I en tid, hvor mere decentral elforsyning diskuteres, hvor bilejerskabet er højt, og hvor landskabeligt og processuelt orienterede bymodeller og -ismer diskuteres teoretisk under faglige diskurser som landscape urbanism og infrastructural urbanism, er artiklens ærinde at give et tilbageblik på en brydningstid i dansk fysisk planlægning i 1960'erne. En tid hvor også bebyggelsens forhold til byfiguren blev diskuteret langt mere gennemgribende end nu, hvor vi har vænnet os til, at plansystemet virker imod enhver fragmentering.

For at analysere problemstillingen rammesættes problemstillingen først gennem et kort historisk blik på forholdet mellem bosætning og geografi. Herefter gennemgås udviklingen i det danske plansystem for såvidt angår byens afgrænsning og enhed. Jeg vil her gennemgå de grundlæggende mekanismer og eksemplificere disse mekanismer gennem en relevant case, hvor staten nedlagde veto mod en egentlig fragmenteret byudvikling.

Til at analysere den mere eksperimenterende diskurs i dansk arkitektur, gennemgår jeg en række typologi-studier fra toneangivende danske arkitekter i 60’erne, ligesom jeg kommer med et bud på, hvorfor disse studier ikke blev toneangivende i praksis. Jeg vil også diskutere, hvorvidt de har en fornyet relevans, bl.a. relateret til nyere byteoridannelser gennem en sammenstilling af byvisionerne og senere byteori.