Arkitektur i "det offentlige billede"

    Publikation: Bog / Antologi / Afhandling / RapportPh.d.-afhandling

    Abstract

    Igennem de seneste år er visuelle medier blevet en stadig større del af det samlede udtryk der møder os i byer og i bygninger. I asiatiske og i amerikanske storbyer er urbane skærme og medierede facader en almindelig del af det kommercielle og pulserende liv, mens man i Danmark, og resten af Europa, forekommer mere tilbageholdende overfor denne tendens. En umiddelbar generalisering peger på, at når medierede facader eller flader hér optræder i forbindelse med en bygning, er det oftest i kommercielt øjemed eller i forbindelse med kunstprojekter der integrerer medierede flader som udstilling i og af det offentlige rum. Dette forhold peger på behovet for en fortsat diskussion af de arkitektoniske spørgsmål og potentialer der knytter sig til møder med visuelle medier - i udtryksmæssige og oplevelsesmæssige samspil. Samtidig rejser disse indledende iagttagelser en række spørgsmål til arkitekturens egen karakter af visualitet og kommunikation, i relation til billedlige og kommunikative synliggørelsesprocesser. Ph.d.-afhandlingen har som ambition at bidrage til en fortsat gentænkning af disse spørgsmål.

    Afhandlingen indgår i denne diskussion ved at vende sig mod en indkredsning og undersøgelse af nogle bagvedliggende, arkitektoniske problemstillinger. Derigennem peger afhandlingen på at arkitekturen møder visuelle medier som en udfordring. Arkitekturen udfordres især på områder der vedrører: afgrænsningen af rum, betydningen af tid og varighed samt spørgsmålet om helhed. Samtidig udfordres relationerne mellem krop og arkitektur: Kroppens afsøgende bevægelse i rum bliver kontrasteret af en visuel henvendelse hvis "bevægelse" er iværksat i tid, og arkitekturværkets egen karakter af værende en krop udfordres udtryksmæssigt mellem materialitet og visualitet.

    Arkitekturens begreber om enhed og helhed udfordres af møder med hurtige og flygtige billeder. Det "hurtige" står i et radikalt modsætningsforhold til arkitekturens "langsomhed" der kommer til udtryk i en vis stabilitet og permanens, tilvejebragt gennem de materialer en bygning er virkeliggjort i. Udfordringen medfører ikke blot ændringer i de måder rum, bevægelse, tid og materialitet forstås og konfigureres på, men giver også anledning til en diskursiv udvikling der vedrører forståelsen af enhed og helhed. Afhandlingen fremhæver udviklingen af denne diskurs i arkitekturteoretisk og arkitekturhistorisk sammenhæng. Diskursen er knyttet til spørgsmål om arkitekturens afgrænsning i forhold til kontekstuelle forhold, eksempelvis i mødet med byen, samt til arkitekturens kommunikative funktion. Den kropslige skala og menneskets perception er betydende for betragtningen af hvad der er helt eller enhedsligt og såvel bevægelse som perception kan i visse tilfælde være det egentlige udtryk for helhed. Denne problematik bliver udfoldet igennem afhandlingen som en diskuterende perspektivering af begrebet billede. Derigennem peger afhandlingen på nogle strukturelle aspekter af mediernes potentiale for synliggørelse der i visse tilfælde bliver vigtigere end den egentlige fysiske udstrækning - også for arkitekturen.

    "Det offentlige billede" (Paul Virilio) betegner et modsætningsforhold til "det offentlige rum" og forstås som en intensivering af budskaber og en accentuering af detaljer. Afhandlingens kapitel Positioner mellem rum og billede tager afsæt i denne karakteristik af "det offentlige billede" som er knyttet til udbredelsen af massemediernes udtryksformer samt til højhastighedsteknologi, blandt andet i form af transmission. Spændet mellem rum og billede betegner en udtryksmæssig og strukturel varians mellem faktorer som bevægelse, tid og materialitet. Begreberne rum, bevægelse, tid og materialitet kan relateres til en distinktion mellem udstrækning og intensitet (Gilles Deleuze/Felix Guattari samt Henri Bergson) og til en arkitekturteoretisk betragtning af spaltninger mellem bevægelse og syn (Sigfried Giedion, Colin Rowe & Robert Slutzky).

    Dette begrebsapparat relaterer sig til en arkitektonisk diskurs vedrørende helhed. Denne diskurs optegnes i kapitlet Struktur og "billede" mellem helhedsbegreberne: den arkitektoniske krop (Leon Battista Alberti), den mangfoldige enhed og den enhedslige enhed (Heinrich Wölfflin), den vanskelige helhed (Robert Venturi), den vanskelige orden (Robert Venturi, Denise Scott Brown, Steven Izenour) samt det åbne værk (Umberto Eco). Ved en arkitektonisk lobotomi (Rem Koolhaas) rejses der spørgsmål til et arkitektonisk helhedsbegreb og der peges på en spaltning mellem bevægelse og syn. Dette forhold kan iagttages i Den Hollandske Ambassade i Berlin (OMA) hvor en sekventialitet, styret af bevægelse og syn, er udtryk for en ekstensivt strukturerende metode.

    Det arkitektoniske kan også basere sig på intensiteter. Arkitekturen betragtes i kapitlet Værk og "billede" som del af et tidsligt og rumligt kontinuum der kan iværksættes som arkitektoniske billeder (Bernard Cache) eller tage arkitektonisk form som dualiteter og intensitetsskabte bevægelser (Jean Nouvel). Arkitektoniske sammenhænge med det filmiske relaterer sig ikke blot til eksempelvis en fælles organiserende og rumdannende metode som sekventialitet, men kan også betragtes i relation til en tidslighed der ikke er baseret på kronologi og linearitet: Tid kan forstås som varighed og tilblivelse og dermed som en kvalitativ helhed (Henri Bergson). Arkitektoniske billeder er udtryk for konfigurationer der vedrører en sådan tidsopfattelse og har karakter af begivenhed. Tre bygningsværker i Barcelona betragtes i kapitlet under denne synsvinkel som Tre arkitektoniske billeder: Barcelona-pavillonen (Mies van der Rohe), Forum Bygning og Plaza (Herzog & de Meuron) samt Torre Agbar (Ateliers Jean Nouvel).

    I Arkitektoniske bevægelses- og tidsbilleder bliver en forståelse af bevægelse og tid præciseret i relation til filmens metoder og udtryksformer. En indføring i en begrebslig distinktion mellem filmens bevægelsesbilleder og tidsbilleder (Gilles Deleuze) perspektiverer spørgsmålet om bevægelse som sekventielt relaterende og syntetiserende og peger endvidere på muligheden for en direkte synliggørelse af tid der er uafhængig af bevægelse. Et spørgsmål om hvorvidt arkitekturen ligesom filmen har mulighed for at fremvise direkte tidsbilleder og dermed kan betragtes i relation til en direkte synliggørelse af tid relateres til et studie af Danmarks Radios Koncerthus i Ørestaden (Ateliers Jean Nouvel).

    OriginalsprogDansk
    UdgivelsesstedAarhus
    ForlagArkitektskolen Aarhus
    Udgave1
    Antal sider158
    StatusUdgivet - 2008

    Emneord

    • arkitekturteori;
    • filmteori;
    • filosofi

    Kunstnerisk udviklingsvirksomhed (KUV)

    • Nej

    Citationsformater