Eksperimentets praksis

diagram program – hensigt

 

Hvis man indledningsvis forenkler de to begreber diagram og program og placerer dem på to yderpunkter af en linje, kan man sige, at der i den ene ende er et mellemværende mellem diagrammet og begivenheden, mens der i den anden ende er et mellemværende mellem programmet og hensigten. Diagrammet er i denne sammenhæng forbundet med et eksperimenterende arbejde i de arkitektoniske medier og deres relation til sprogets begreber, mens programmet er forbundet med hensigter og bindinger, der udspilles i relationen til en livsverden, En lignende udspænding mellem arkitektonisk medie og sprog betegner programmet om end deres roller er anderledes. I programmet fremtræder de arkitektoniske medier i form af rumlige skemaer, der sammen med sproget som en mere formidlende og deskriptiv størrelse formulerer en opgave.

Diagrammet står i forhold til begivenheden forstået på den måde, at det diagrammatiske arbejde vender sig mod opfindelsen. Opfindelsen overskrider som udgangspunkt modsætningen mellem gode og dårlige løsninger. Den sætter en forskel, der først efterfølgende finder en anvendelse og eventuelt en berettigelse. Den kan lige så vel producere noget der er dårligt set ud fra et evalueringsmæssigt synspunkt, som noget der er hensigtsmæssigt. Det negative element ved det mediebaserede diagrammatiske arbejde opstår i det tilfælde, at eksperimentet ikke på den rette måde og tidspunkt indrammes i forhold til et bestemt programmatisk felt og derfor efterlades som et snævert æstetisk forsøg.

Programmet er i større eller mindre grad betinget af eksterne og givne parametre. For så vidt at det på en snæver måde formulerer en opgave, kan man sige, at det tenderer mod at slette diagrammet og eksperimentet. Det skyldes, at arbejdet med tegningen og modellen dermed reduceres til problemløsning, hvorved selve grundtrækket i det diagrammatiske arbejde, opfindelsen, fortrænges til fordel for justeringen af allerede givne løsningsmodeller. Den positive side ved programmet er omvendt, at det indrammer og på sin vis forøger styrken i det diagrammatiske arbejdes transformationer, såfremt den vender sig mod begivenhedens åbning af allerede givne programmer.

Forskellen mellem diagram og program er ureducerbar. Det møde der skitseres ovenfor er på ingen måde en syntese. Hvis det diagrammatiske arbejde er åbnende og først og fremmest etablerer en tom plads i velkendte fordelinger og strukturer, er det programmatiske arbejde en indramning og skærpelse af eksperimentet, der af samme årsag ikke er identisk med det eksperimentet i sidste ende producerer. Det er netop i deres grundlæggende forskellighed, at deres gensidigt skabende potentiale skal findes. Det er samtidig i denne rå skitse af relationen mellem diagram og program, at arbejdet udfoldes som et produktivt og undersøgende forhold til en livsverden, der som udgangspunkt er fremmed for tegningen og modellen. Det afgørende punkt er, at man undgår at se programmet som en størrelse, der medierer mellem medie, bygning og livsverden. Det er netop fordi bygningen eller byen ikke ligner livsformen (-erne), at den kan bryde frem som en mulig verden.

I forlængelse heraf bør man undgå at udtale sig om adfærden i de livsformer, man henvender sig til med sit materiale. Et potentiale blandt andre ved at overveje relationen mellem diagrammet og programmet på ovennævnte måde er således, at man undgår at bevæge sig ind på et sociologisk felt. Man undgår at skulle udtale sig om adfærden direkte og bruge programmet som en model på en livsform. Det primære fokus bliver på relationen mellem to størrelser, der hver på deres måde indgår i arkitektens arbejde. Det holder derfor relationen til livsformerne åben eller indkredser det som et eksperiment. Det drejer sig om at se bygningen som et (udfældet) landskab, der udvider kroppens (-enes) register. Eksperimentets grundlæggende spørgsmål er derfor: hvad kan kroppen gøre?

 

                      Ramme

Diagram <---------------- > Program             <- >         Livsverden

                  Aktualisering

 

Opgaven er dobbelt: dels at opfinde diagrammer med udspring i tegningen og modellen. Dels at kortlægge koblinger mellem program og diagram som de kan identificeres i eksisterende eksempler. Forskningsprojektets udvikling vil finde sted som en kombination af programarkæologien og det mediebaserede eksperiments diagrammer og en løbende overvejelse over produktive relationer derimellem.

 
Kompositioner.
 

Dette spor forløber som en undersøgelse i tegning og model, der som udgangspunkt ikke inddrager af programmatiske overvejelser. Det vigtigste spørgsmål er, hvorledes et sådant arbejde udfoldes, så materialet kan møde et program uden på den ene side at være foregrebet af programmet, men omvendt ikke udfoldes på en sådan måde, at mødet ikke bliver produktivt. En indgang vil være at udvikle dette spor parallelt med en undersøgelse af relationer mellem diagram og program som de forefindes i allerede eksisterende projekter. Man henvender sig indirekte til programmerne ved først at undersøge diagrammerne.

 

Et vigtigt overordnet mål vil være at undersøge forskellige diagrammatiske niveauer fra den simple operation over motivet som diagram til kortets inddragelse af en mangfoldighed af relationer.

 
Programarkæologi.
 

Dette spor forløber som kortlægning af allerede givne kompleksitetsniveauer i relationen mellem diagram og program og deres tærskler fra lokale til mere komplekse niveauer.

 

Arbejdet udspringer i første instans fra Foucault´s inddeling af regeringsteknikkernes udvikling (suverænitet -> disciplinering -> sikkerhed), idet hans opstilling anvendes som et første gitter, hvorigennem eksemplerne opsøges og fordeles. Selv om det ikke er tanken, at projektet skal følge Foucault i alle aspekter, er hans teori produktiv fordi den på samme tid er en måde at se den rumlige distribution som en regeringsteknik, som den indeholder den ovennævnte relation mellem diagram og program. Det er imidlertid intentionen, at udvikle arbejdet ud over den direkte reference til Foucault og snarere anvende hans teori til at beskrive tre niveauer fra markeringen af et domæne over domænets udvidelse og kobling til andre teknikker end de snævert arkitektoniske for endelig at inddrage det miljø, hvori udviklingen finder sted. En vigtig pointe i den sammenhæng er, at han beskriver den måde, hvorpå mere komplekse regeringstekniske niveauer ikke sletter de forrige men optager dem og anvender dem som en del af deres virke.

 

Kultivering

Som en overordnet processuel model anvendes Manuel DeLandas beskrivelse af komplekse systemers emergens, som de findes i spændet fra naturvidenskabelige referencer til samfundsteoretiske.  Modellen tillader, at man kan beskrive en given udvikling uden at ekskludere træk ved dens tidlige niveauer, men i stedet undersøge hvorledes de optages og virker i større skalamæssige sammenhænge. Den er både relevant i forhold til en given proces og dens udvikling, men den tillader også en mere åben tilgang til rumlige teknikker på tværs af historiske skel. 

Modellen anvendes blandt andet til at forbinde det eksperimenterende arbejde i de arkitektoniske medier med mere komplekse niveauer i forbindelse med bygningen og dens møde med en livsverden, idet modellen tillader, at man ser udviklingen som en fortløbende serie af transformationer, hvormed et materiale udvikles i forhold til et stadigt mere komplekst miljø. Man undgår dermed simple deterministiske modeller på den ene side og eliminationen af det eksperimenterende arbejde i medierne på den anden. Der er i stedet tale om forskellige kar eller dynamiske ligevægte for en given materiel assemblage og dens udvikling, samt om kritiske tærskler hvor et kar destabiliseres og giver anledning til et nyt: en ny dynamisk ligevægt. Det eksperimenterende arbejde i medierne tilhører således et af de første kar; bygningen et af de næste og så fremdeles.

 

Det peger samtidigt i retning af en mere nuanceret relation mellem diagram og program. Diagrammet knyttes til forskelsskabelsen; det vil sige til de immanente maskiner, der driver en given proces. Programmet er i stedet forbundet til rammerne og justeringen af de strømme og tærskler, der er med til at skubbe processen fra et kar til et andet. Til sammen betegner de en kultiverende praksis.