Diagrammatologi

Diagrammatologi
Jeg ønsker at forfølge to spor i min videre forskning med hensyn til forskningspraksis og emne. For det første vil jeg holde fast i den praksisbaserede forskning. Den kan dels udfoldes gennem workshops og kurser, der udspringer af mine forskningsspørgsmål og dermed inddrager studerende i arbejdet. Jeg ønsker imidlertid fortsat selv at producere tegninger og modeller i relation til de givne problemstillinger både med henblik på udstilling men også som en integreret del af forskningen i øvrigt. Jeg lægger i øjeblikket sidste hånd som redaktør og bidragyder på en bog om arkitekturmodeller, der forbinder forfatternes egne arbejder med tekstlige refleksioner. Bidragene blnder i vekslende grad egne og studerendes arbejder. Bogen kan tjene som eksempel på karakteren af den forskning, jeg ønsker at fortsætte. Som jeg nævnte tidligere, ser jeg arkitekturforskning som en kortlægning af produktive forbindelser mellem forskellige praksisformer, og jeg ønsker derfor at fortsætte bevægelsen mellem forskningsformater: fra konferencer, over udgivelser der inkluderer egne eller studerendes arbejder, til udstillinger. Jeg forventer ikke at de på noget tidspunkt går op i hinanden i én homogen metode, men jeg forventer at kortet bliver stadigt tættere.
Det andet spor forsætter et vigtigt emne i min hidtige forskning. Det er konstruktionen af en arkitektonisk diagrammatologi. Det udspringer i første instans af min interesse for de arkitektoniske medier, som den har manifesteret sig i min hidtidige forskning, men det peger ud over de arbejdsmetodiske spørgsmål i en snæver heuristisk betydning af ordet. Jeg ser det således som en langsigtet ramme omkring min forskning.
 De arkitektoniske medier er notationer og står som sådan i forhold til notationssystemer, hvis almene koder tillader at medierne kan notere og videregive information fra en sammenhæng til en anden. De kan derfor organisere information om en lang række forhold, der er vigtige for den pågældende problemstilling, men de er også i stand til at producere mål og retningslinjer for noget, der endnu ikke har fundet sted. Det er endvidere afgørende på hvilken måde medierne er situeret i bestemte sammenhænge med bestemte materialer. Et givent projekt udvikles mellem notationssystemets almene regler og de specifikke teknikker, der knytter sig det pågældende medie. Relationen mellem notationssystem og teknik, mellem almen kode og komposition har været et omdrejningspunkt i bogen Frembringelse, hvor det er fremstillet under betegnelsen analogt sprog. Selvom skillelinjen mellem analoge og digitale redskaber giver god mening set fra et teknologisk synspunkt er den problematisk betragtet fra et teknisk. En given teknik kan udmærket bevæge sig på tværs af analoge og digitale medier. Man må snarere se det analoge som mediets situerede karakteristika mens det digitale drejer sig om notationssystemets og de koder, der tillader en oversættelse.
 En tegning står altid i relation til noget, der endnu ikke er: en bygning der skal opføres men i bredere forstand arkitekturens relation til livsformerne og det sociale. Det genkalder det metodiske spørgsmål fra tidligere og distinktionen mellem forskellige processer. For hvad er det egentlig der produceres? På et niveau er det en tegning eller et andet arkitektonisk medium. Som Robin Evans gør opmærksom på i et ofte citeret essay arbejde arkitekten med medierne og ikke direkte med bygningen.8 Men på et andet niveau må processen diskuteres ud fra den virkning den arkitektoniske konstruktion har i en livsverden. Det er en afgørende relation, der samtidig gør det mere kompliceret at bedømme arbejdet med medierne. Ikke alene er der altid en iboende etisk dimension i det æstetiske eksperiment, men der er heller ikke en simpel modstilling mellem kunst og pragmatik.
Årsagen til at diagrammet er et produktivt begreb i den sammenhæng skyldes, at det kan bevæges på tværs af forskellige niveauer af den arkitektoniske proces og bruges til at beskrive, hvorledes de transformeres og påvirker hinanden. Overordnet set er diagrammet et kort over relationer. Det muliggør en undersøgelse af relationerne i noget andet end selve diagrammet. Det forudsætter på den ene side at diagrammets kort er konkret til sted i et bestemt materiale og undersøges gennem den materielle praksis og teknikkerne. Man kan ikke undersøge de formløse relationer direkte, kun indirekte ved at undersøge deres konkrete fremtræden i et givent materiale. Diagrammet beskriver således mediets dobbelte og produktive karakter mellem notationssystem og objekt og må ikke forveksles med et grafisk diagram. Man kan ikke diskutere mediet som diagram uden både at overveje den materielle praksis, hvormed det manipuleres, og den virkning manipulationerne måtte have for arkitekturens inddeling af rummet og dermed arkitekturens sociale dimension. Diagrammatologien vil derfor udvide og koble metode- og procesdiskussionen fra en snævert kunstnerisk problematik til arkitekturens politiske og sociale dimensioner i en naturlig forlængelse.