PLEJEHJEM - om friktioner i arkitekturer mellem hjem og institution

Denne afhandling undersøger nuværende tendenser i plejehjemstypologien relateret til friktioner mellem hjem og institution i arkitekturer, der både er et hjem for beboerne, og samtidig et sted for pleje. Plejehjemsbyggeriet skal leve op til forskelligartede og ofte modsatrettede behov: på den ene side krav til pleje og hjælpemidler, hygiejne samt medarbejdernes arbejdsmiljø; og på den anden side hensynet til beboernes følelse af hjem. Samtidig har en stigende andel af beboerne på plejehjem i dag en demenssygdom, hvilket kun skaber yderligere udfordringer i disse arkitekturer.

Studiet har en eksplorativ karakter, der kombinerer forskellige tilgange til at undersøge disse arkitekturer. Fokus er dels på plejehjemmet som en typologi, samt på forholdet mellem arkitektur og brug, gennem praksisser i miljøet som de udspiller sig i hverdagen.

Afhandlingen er struktureret i tre dele, hvor den første del undersøger konteksten og rammerne for plejehjemsarkitekturen. Heri præsenteres udviklingen af arkitekturer til ældre og plejekrævende i en dansk kontekst samt de faktorer og dynamikker, der er styrende for udformningen af disse arkitekturer i dag. Den anden del – hoveddelen af projektet – udgør et empirisk casestudie af 11 plejehjem. Samlet skaber disse cases en form for katalog over nutidige plejehjemsarkitekturer med fokus på både fællestræk og forskelle imellem dem, der former et billede af, hvor plejehjemstypologien er i dag, og hvor den er på vej hen. Og som samtidig giver en indledende vurdering af, hvordan disse arkitekturer performer i forhold til brugernes forskellige behov og udfordringer. Den tredje del diskuterer de nuværende friktioner i plejehjemstypologien. Derudover diskuterer den tendenser identificeret på tværs af de studerede cases – fællesskab, cirkulation og hukommelse - henimod en teoretisering af disse arkitekturer.

Afhandlingens undersøgelser tilbyder en alternativ måde at anskue plejehjemsarkitekturer med fokus på arkitekturens performativitet. Dette indebærer en ændret tilgang til udviklingen af plejehjemsbyggerier, med en instrumentalisering af arkitekturen henimod en affektiv arkitektur. Hvor arkitekturen i højere grad vurderes ud fra evnen til fx at fremme fællesskaber, skabe oplevelsesmættede bevægelsesforløb og understøtte fremkaldelsen af minder i en mere sanselig arkitektur.