Analyser af potentialer for fælles strukturbillede i Den Østjyske Millionby

Projektdetaljer

Beskrivelse

(fra Realdanias pressemeddelelse):Den Østjyske Millionby omfatter i alt 19 kommuner. Tilsammen omkring 1,5 millioner indbyggere, 700.000 arbejdspladser og dækker et samlet areal på godt 11.500 km2. Området er i dag landets største samlede vækstområde, uden for hovedstadsområdet.

”Den østjyske millionby er en væsentlig vækstdriver i Danmark, og vi hilser forskning i potentialer for udvikling og vækst i området meget velkommen. Det er vores forventning, at det vil kunne skabe et solidt strategisk grundlag for flere internationale, nationale og lokale investeringer i Business Region Aarhus og Trekantområdet, der udgør den østjyske millionby,” udtaler formændene for de to business regions (Jan Petersen, Business Region Aarhus, borgmester i Norddjurs og Jens Ejner Christensen, Trekantområdet Danmark, borgmester i Vejle).

Analysearbejdet, som i første omgang er forankret på Arkitektskolen Aarhus, vil omfatte udarbejdelsen af et overordnet strukturbillede over regionen. Analysen skal understøttes af aktuelle data, statistiske nøgletal og forskellige kortgrundlag.

Forskningschef ved Arkitektskolen Aarhus, Charlotte Bundgaard ser frem til det kommende samarbejde: ”Arkitektskolen Aarhus er utrolig glade for at være med i dette spændende udviklingsprojekt. Vi har som mål at engagere skolen, dens forskere og undervisere i samfundsudviklingen og være en aktiv sparringspartner for lokalmiljøet. Vi ser dette meget ambitiøse udviklingsprojekt som anledning til virkelig at gøre en forskel. Fingerplanen for København var initieret af en uafhængig arbejdsgruppe støttet af forskellige fagfolk. Vi ser dette projekt som en pendant til denne bedrift og ser frem til sammen med projektgruppen at kunne overlevere et visionært oplæg til de politiske samarbejdspartnere i de to business regioner.”

Analysearbejdet udføres af en faglig projektgruppe bestående af professor ved Arkitektskolen Aarhus Tom Nielsen, byplankonsulent Holger Bisgaard og arkitekt Boris Brorman Jensen. Projektet gennemføres i et samarbejde med Dansk Byplanlaboratorium, som tilknyttes som sekretariat for projektet. Der tilknyttes et Advisory Board til analysearbejdet bestående af repræsentanter fra de to Business Regions, kommuner og udvalgte fagfolk.

Projektet er støttet af Realdania med 2 mio. kr.

Programchef Astrid Bruus Thomsen fra Realdania siger: ”Projektet tager fat i en interessant målsætning om at skabe et fagligt afsæt for en robust og fremtidssikret regional urbanisering i Østjylland. Et fælles billede af vækst- og udviklingsstrukturer findes ikke i dag, men vil kunne sikre, at Den Østjyske Millionby udvikler sig i en visionær og bæredygtig retning. Et tværgående strukturbillede kan i bedste fald understøtte og sikre den fortsatte udvikling i den Østjyske Millionby, som supplement til væksten i hovedstadsområdet og til gavn for hele Danmark.”

På en konference i foråret 2019 vil resultaterne af analysen blive fremlagt. I den forbindelse vil alle 19 kommuner, som er med i samarbejdet, blive inviteret til at arbejde videre ud fra analyseresultaterne.
Kort titelDen Østjyske Millionby
AkronymDØM
StatusAfsluttet
Effektiv start/slut dato05/09/201804/09/2019