Tegning som et område for tid og event(ualitet): En sammenlignende analyse af værker af Henri Michaux og Emma Kunz

    Aktivitet: Tale eller præsentation Foredrag og mundtlige bidrag

    Beskrivelse

    Dette indlæg vil være en sammenlignende analyse af den belgiske forfatter og billedkunstner Henri Michauxs´ (1899-1984) tegninger fremstillet under påvirkning af hallucinogener og den schweiziske billedkunstner og healer Emma Kunzs´ (1892-1963) tegninger, fremstillet ved hjælp af pendulering. Den sammenlignende analyse vil diskutere begreberne skabelse og abstraktion, som gennem de valgte kunstnere både processuelt og visuelt når hver sin ekstrem.

     

    Værkerne synes ved første øjesyn usammenlignelige. Michauxs tegninger er fremkommet gennem gentagne, korte streger, der danner amorfe flydende former, hvor det ikke er til at skelne, om der er tale om form, flade eller rum. Kunzs´ tegninger et tegnet på millimeterpapir, hvor lange lige streger danner strenge geometriske former bygget op om et centrum. De to tegneres billeder repræsenterer således yderpunkterne af visuel abstraktion. Det, der imidlertid er fælles for kunstnerne, er, at de betoner det undersøgende aspekt i tegnehandlingen og tegningen, og at de begge bevidst søger bagom sproget. Hver på sin måde søger de at ophæve subjektiviteten og i stedet stille sig til rådighed for en tegning, der registrerer – og producerer - sig selv. Den ene ved  at følge bestemte systemer og derved finde svar på spørgsmål - som ikke omhandler billedet - men en menneskelig, fysisk eller psykisk problemstilling. Den anden ved at give afkald på enhver form for system og derved spørge - ikke hvad der er på billedet - men hvad der findes, hvor der ikke er form, menneske, svar eller spørgsmål.

     

    Analysen understøttes blandt andet af læsninger potentialitetsbegrebet hos den italienske filosof, Giorgio Agamben. I følge Agamben er det potentielle det, der kan være og ikke være på en gang. Det potentielle er ikke – som man kunne tro - det ikke-værende, men muligheden og manglen på en gang. De to kunstnere undersøger på hver deres måde potentialiteten idet de på sin vis stiller sig op i et tomt rum – men dog et rum hvor der potentielt kan tegnes. Og fordi det ikke værende er baggrund for tegningernes væren bliver deres tegninger udtryk for og en afsøgning af skabelsens væsen. Dette ”væsen” må have et abstrakt udtryk for at rumme en mangfoldighed. Hvorfor det abstrakte får så vidt forskellige former hos de to kunstnere vil oplægget blandt andet undersøge.

     

    Bidraget vil være præsentation af en delundersøgelse i forbindelse med mit ph.d. projekt på Danmarks Designskole med overskriften ”Hvordan tænker tegning verden?” Idéen i afhandlingen er, at tegning ’tegner verden frem’. Frem her forstået i den dobbelte betydning fremad og til syne-kommende. Tegneprocessen er en scene for tilblivelse, og det er denne scenes præmisser og muligheder, jeg undersøger i mit projekt.


    Emneord: kunsthistorie, tegning, tilblivelse, kunst
    Periode19 sep. 2009
    BegivenhedstitelMind and Matter // NORDIK 2009 Conference for Art Historians
    BegivenhedstypeKonference
    ArrangørNORDIC
    PlaceringJyväslylä, FinlandVis på kort

    Emneord

    • kunsthistorie
    • tegning
    • tilblivelse
    • kunst